Streaminganmeldelse
09. mar. 2021 | 18:40

Coming 2 America

Foto | Quantrell D. Colbert
Akeem (Eddie Murphy) gør klar til stort bryllup i sit kongerige Zamunda, mens hans nemesis (Wesley Snipes) prøver at gøre livet surt for kongen.

Fortsættelsen af kultkomedie er næsten mere en genindspilning, men gensynet med Eddie Murphy byder på morsomme øjeblikke med hjertet på rette sted.

Af Nicki Bruun

De fleste har sikkert glemt, at Eddie Murphy engang var verdens frækkeste og mest fremadstormende komiker.

Hans standup-shows Raw og Delirious fra 1980’erne vil med deres grænseoverskridende jokes formentlig stadig kunne forarge i dag, men der er charmerende, ungdommelig energi i den beske humor.

Filmkarrieren startede med veloplagte optrædener i actionfilm som 48 timer og Beverly Hills Cop. I 1988 var han klar til at indtage adskillige roller i Coming to America, hvor han som afrikansk prins rejser til USA for at finde kærligheden.

Filmen er blevet en kultklassiker for sin skildring af afroamerikansk kultur og morsomme replikker som: ”Den kongelige penis er ren.”

Mere end 30 år – og ulideligt mange optrædener i forfærdelige film – senere er Eddie Murphy tilbage i rollen som Akeem, der ikke længere er prins, men nu konge af det afrikanske rige Zamunda.

Fortsættelsen – med den oplagte titel Coming 2 America – byder ikke på den samme mængde skarp komik, men filmen har hjertet på rette sted.

Det er på mange måder den samme historie, der bliver fortalt endnu engang. Dog er der rettet til hist og her, så filmen passer ind i en anderledes verden.

Kong Akeem har fået tre børn med sin elskede Dronning Lisa, men der er et problem: De er piger og unge kvinder. Manglen på mandlige arvinger huede ikke Akeems nyligt afdøde far. Og da den nye konge finder ud af, at han – fra et seksuelt eventyr – har en søn, der bor i USA, rejser han igen over Atlanten for at hente tronarvingen hjem til Zamunda.

Inden da kommer han igen forbi frisørsalonen fra den første film og møder de nu meget gamle mænd (Eddie Murphy i makeup spiller selv to af dem), der fortæller historier og skuder verbalt på alt og alle.

Det er stadig skønt at se dem fyre den ene vittighed efter den anden af, og under det korte besøg bliver der tilmed leget lidt med grænsen mellem provokerende komik og politisk korrekthed.

Det er i den tidløse humor om kultur- og aldersforskelle, at filmen står stærkest. Knap så morsomt er det, når man kan se, at filmen har været mange år undervejs.

Der er ikke meget originalitet at spore, når Akeem bliver rettet af sin datter for at bruge ”on fleek”, et udtryk for ”sejt”, som ifølge hende er håbløst gammeldags – hvilket vil sige har nogle år på bagen i internettets tidsalder.

Andre steder er Coming 2 America nærmest rørende, når den vækker forgængeren til live gennem både scener fra originalen og nye optagelser, som mimer, at de er lavet i 80’erne.

Det er herligt at se tidens gang i Eddie Murphys ansigt, og hans knivskarpe komiske timing får lov at lyne i små glimt.

Det er dog ikke en fuldkommen genfødsel, fordi Murphy lader mange andre komme til og få del af opmærksomheden.

Jermaine Fowler spiller hans amerikanske søn, mens Saturday Night Live-komikeren Leslie Jones med fynd og klem er den langt fra royalt indstillede mor til den unge mand.

Undervejs byder en perlerække af afroamerikanske skuespillere ind med kortere og længere optrædener. Morgan Freeman gør ganske begrænset visit som navneopråber ved hoffet, mens Wesley Snipes har lidt mere at arbejde med som kongens nemesis, der pønser på et militært kup.

Det hele foregår i højt tempo og ofte tilsat musik af R&B-bands som Salt-N-Pepa og En Vogue. Begge kvindegrupper optræder ved et storstilet arrangement på slottet. Ved på den måde at hænge så meget fast i fortiden får den nye film aldrig et selvstændigt liv.

Coming 2 America er et hyggeligt gensyn, men den skal næppe regne med at blive husket om 30 år.

Trailer: Coming 2 America

Kommentarer

Titel:
Coming 2 America

Land:
USA

År:
2021

Instruktør:
Craig Brewer

Manuskript:
Kenya Barris, Barry W. Blaustein, David Sheffield

Medvirkende:
Eddie Murphy, Arsenio Hall, Jermaine Fowler, Leslie Jones, Wesley Snipes

Spilletid:
110 minutter

Premiere:
5. marts på Amazon Prime Video

© Filmmagasinet Ekko