Congo

”Jeg tror på, at krig er sundt.”

Sådan siger Joshua French i filmens åbningssekvens. Det er en monolog, der udvikler sig til en kritik af velfærdsstaten og ikke mindst en beskrivelse af ham selv.

I et fredeligt Norge er der jo ikke længere plads til voldsmænd, der historisk har tjent et formål som forsvar mod væbnede konflikter. For at gøre op med deres rastløse tilværelse i det bløde nord tager han og hans tidligere soldaterkammerat Tjostolv Moland derfor til Congo for at blive fremmedlegionærer.

Vi ser dem fræse af sted på motorcykel til en lille flække i den østlige del af landet. Her vil de bidrage til oprørernes kamp mod militærmagten.

Men alt går gruelig galt, da de undervejs hyrer en chauffør, som bliver skudt, og de beskyldes for drabet.

Congo dramatiserer de virkelige hændelser, hvor to nordmænd blev idømt livstid for mord på en congolesisk mand under militærkonflikten i 2009. Tjostolv dør fire år senere i fængslet, mens Joshua bliver frigivet otte år efter dommen.

Vi lærer historien at kende igennem forhør med de lokale myndigheder og udsendte norske jurister, mændenes dystre fængselsophold og flashbacks til det skelsættende skuddrama. Og det er op til publikum selv at vurdere, hvem der i virkeligheden slog chaufføren ihjel.

Især Tobias Santelmann brillerer som den ubøjelige Tjostolv. Han er en benhård eventyrer, selv når han stiger ned i det rene vanvid. Midt om natten står han i sin celle, stirrer tomt ud i luften og hvisker volapyk, som var det en besværgelse.

Men hverken prygl eller barske forhør ændrer hans fattede facon og isnende blik. I retten holder han stædigt fast i sit oprindelige udsagn om, at han og vennen er uskyldige.

Filmen dyrker et råt udtryk, og instruktør Marius Holst lader historien udfolde sig i dunkelt oplyste og beskidte bebyggelser – både når vi er med i fængselscellerne og hjemme hos fremtrædende oprørere.

Selv når Joshua (Aksel Hennie) og Tjostolv drager på eventyr, undgår instruktøren at vise os naturskønne landskaber, der ville stå i kontrast til de usle omgivelser. Det er ellers et greb, der kunne have fremhævet gutternes eventyrlyst, hvilket er underligt fraværende i filmen.

”Hvide mænd er kommet her i århundreder for deres egen fornøjelse,” siger en afrikansk general til Joshua. Det er en væsentlig kritik af den imperialistiske filosofi om den hvide mands byrde, hvis spor vi skal forstå stadig er med til at forme Congo i dag.

Men med sit eurocentriske blik på landets tilstand bidrager filmen netop til den århundreder gamle imperialistiske tankegang.

Vi ser ikke bare Congo, men hele det subsahariske Afrika skildret som et korrupt sted befolket af et grisk, bedragerisk folkefærd, der er parat til at skyde enhver i ryggen for et godt ord. Og igennem hele filmen understreges det, at myndighederne ikke er interesseret i en opklaring af drabet, men derimod i norske bestikkelsespenge.

Joshua fortæller os, at der ikke er plads til sådan nogle som ham i Norge. Men vi tror ikke på ham, fordi beskrivelsen ikke matcher karakteren, vi følger undervejs.

Han fremstår ikke som en voldsmand, men en simpel drengerøv, der sammen med sin bedste ven går hvileløst rundt. De er to arbitrære hvide skikkelser i et hav af unavngivne congolesere, der optræder mere som bagtæppe end persongalleri.

I fængselsgården konfronteres Joshua med en børnesoldat, der blødgør hans hærdede hjerte. Det afgørende møde med den purunge kriger tænder en hidtil uset næstekærlighed i ham, og i næste nu ser vi den hvide mand rense samtlige sorte fangers betændte sår – en medicinsk hemmelighed, de tilsyneladende ikke selv kendte til.

Congo har alle ingredienserne til at opbygge en medrivende og kompliceret fortælling: en mordgåde, politisk uro, kulturmøder og congolesernes opgør med europæisk indblanding.

Men filmens eurocentriske blik fortæller endnu engang myten om den hvide mands byrde.