Der er et tidspunkt i The Conjuring 3: The Devil Made Me Do It, hvor instruktør Michael Chaves har mulighed for at tage dæmongyser-franchisen i en ny retning.
Hovedperson og specialist i det okkulte Ed Warren siger, at når retssystemet anerkender Gud gennem bibel-indsværgning, må det være på tide, at det også anerkender djævlen.
Forsvarsadvokaten for mordanklagede Arne Johnson køber ikke argumentet. Men efter en tur i dæmonjægeren Ed og konen Lorraines hus er advokaten overbevist om, at klienten er offer for dæmonbesættelse.
Men Chaves og manuskriptforfatter David Leslie Johnson-McGoldrick misser en kærkommen mulighed for at tilføre et nyt lag.
Kendere af Nattens dæmoner-filmserien har allerede set ægteparret i centrum kæmpe sig igennem diverse former for helvedesyngel i to forgængere. Læg dertil tre forskellige spin-offs fordelt på fire film, og budskabet er feset ind: Dæmoner er slemme!
I denne ombæring drejer det sig om en udspekuleret af slagsen.
Filmen starter med en eksorcisme udført af Ed og Lorraine. En lille dreng er besat. Han er lillebror til Arnes kæreste Debbie, og den senere anklagede mand er derfor til stede for at støtte sin elskede og hendes svigerfamilie.
Arne er godheden selv og prøver at muntre den lille purk op. Da det ser sortest ud, tilbyder Arne sig selv til dæmonen i bytte. Dermed er han en tikkende dæmonbombe, der bare venter på at detonere.
Langsomt mister ungersvenden kontakten til virkeligheden. Han ser syner, der omfatter en mystisk, sortklædt kvinde, som iagttager ham.
Kulminationen bliver et blodigt knivdrab på hans udlejer. Og så er det op til ægteparret at finde ud, hvem der står bag det overnaturlige spektakel.
Ligesom de forrige film er The Conjuring 3: The Devil Made Me Do It inspireret af virkelige sager, som det i dag afdøde Warren-par var involveret i.
Autenticiteten højnes selvsagt med prædikatet ”baseret på en sand historie”. Til gengæld må man tilpasse virkeligheden lidt for at gøre det til en bedre historie. I virkeligheden afviste dommeren det usandsynlige forsvar, da der ikke fandtes noget videnskabeligt belæg for dæmonbesættelse.
Michael Chaves kommer uden om det ved stort set at forbi retssagen.
Hvad der kunne have været en interessant blanding af den undervurderede retssals-thriller A Time to Kill og klassikeren Exorcisten bliver derfor endnu en standardgys, hvis eneste ambition er at skræmme livet af folk.
Scener starter med at være drænet for lyd. Personen kigger sig forskræmt omkring. Et eller andet lurer i mørket. Lyddesignet får fuld smæk, så et åndedræt lyder som en vindtunnel for fuld styrke, mens træværk knirker afsindigt højt.
Pludselig springer noget frem, og pulsen kommer faretruende højt op, mens man hopper i sædet.
Filmens jump scares er kompetent udført, og de skal nok skræmme både nybegyndere og de lidt mere hærdede.
Skuespillerne Patrick Wilson og Vera Farmiga kan efterhånden de to hovedpersoner til fingerspidserne. Samspillet er upåklageligt, og henkastede bemærkninger bliver leveret med det rette glimt i øjet.
Det er sjovt, når Ed siger til sin kone, at hun ikke skal gå ned i en klam krybekælder, fordi hendes kjole risikerer at gå i stykker.
”Bare hold min taske,” svarer hun og går ned i kælderen.
Kommentarer