Biopics har det med at følge en formel. En stjerne får succes og går til grunde, et liv gengives fra fødsel til død, en skelsættende begivenhed vækkes storslået til live.
Men forfatter og instruktør Marie Kreutzer prøver noget nyt i den usædvanlige Corsage.
Den ser fuldkommen bort fra de mange dramatiske og ellers meget filmegnede begivenheder i den østrigske kejserinde Elisabeths liv. I stedet leveres et nøje observeret studie af en kvinde, hvis kontrolsyge fører til kaos.
Da filmen starter i slutningen af 1877, går det skidt.
Elisabeth får skylden for samtlige problemer, der er opstået som følge af unionen med Ungarn. Hendes vattede mand Franz Joseph 1. kommer hende ikke til undsætning. Elisabeths 40-års fødselsdag nærmer sig også, og hun frygter, at den vil markere enden på den ungdom og skønhed, hun tror, er kilden til hendes magt og velstand.
Corsage følger Elisabeth over det næste års tid, hvor hun uden rigtigt at lykkes søger en ny retning i livet.
Den virkelige Elisabeth var besat af gennem kost og motion at værne om sin hvepsetalje – heraf filmens titel, der betyder et korset – og instruktøren lægger ikke fingre imellem, når hun viser omfanget af hovedpersonens spiseforstyrrelse.
Elisabeth vil have kontrol over sin krop, over sin mand, over venner og familie. Hun vægrer sig på komisk vis ved at skulle bistå i monarkiets støvede ceremonier, men er ivrig efter at få en plads i den ”rigtige” politiske arena, hvor hun virkelig kan udrette noget.
Vicky Krieps spiller Elisabeth som omskiftelig og uforudsigelig, men sjældent irrationel. Hun er en intelligent kvinde dømt til evig kedsomhed. For pligtskyldig til at stikke af og for rastløs til at finde sig til rette.
Det er ikke svært at øjne et feministisk budskab, når pressen angriber den diminutive Elisabeth for at tage på, mens Franz Joseph (Florian Techtmeister) brovter ineffektivt ved siden af hende.
Men Marie Kreutzer er her ikke for at prædike et bestemt budskab, og Vicky Krieps er i øvrigt for utøjlelig og kompleks i hovedrollen til kun at pege i én retning. Hvad der til gengæld er konstant i filmen, er Elisabeths vrede og impotente higen efter en form for udefinerbar frihed.
Det er så stor en præstation, at de øvrige roller dårligt nok gør et indtryk, selv om hendes pedantiske børn og udskiftelige tjenestepiger folder sig ud i bidske scener. Måske kan man ikke skildre så stor en historisk figur, uden at filmen som det naturligste lukker sig om hende.
Ganske som Sofia Coppola med Marie Antoinette er Marie Kreutzer ikke interesseret i at gengive historien, som den fandt sted.
Næsten fra første billede lægger man mærke til, at paladsets elektriske belysning virker anakronistisk. Kejserfamiliens paladser og palæer er betydeligt mere nedslidte, end de ville have været i 1870’erne, og den afskallede maling og smuldrende gips i deres private gemakker føles som en spejling af de begrænsninger og skuffelser, Elisabeth føler trods sin position.
Også køretøjerne i filmens sidste del er umiskendeligt moderne. Detaljen kommer til sin fulde ret i filmens vovede, komplet kontrafaktiske finale. På den led foldes alle de strittende detaljer elegant ind i fortællingen.
Judith Kaufmanns ukunstlede billeder er badet i gadelampernes usunde, grønlige skær, når Elisabeth er i sine gemakker i kejserpaladset. Men fotografen dvæler ved naturligt lys, når Elisabeth er mest fredfyldt.
Corsage er en underlig og selvmodsigende film, men den er også totalt engagerende og bundet op på Vicky Krieps’ fattede præstation og Marie Kreutzers aparte, fascinerende tilgang til emnet.
Kejserinde Elisabeth er blevet skildret i biopics, operaer og selv på tegnefilm. Men denne medfølende udlægning af hendes liv har tilpas med mørke og bid til at føles ægte radikal.
Kommentarer