Crashing

Pete er en sød, men kedelig mand, der ligner et forvokset skolebarn med et moderkompleks – hvilket han rent faktisk har, lærer vi i et møde med den pylrede mor. Hun har født en mærkelig mandebaby, der til hans kones lystige ordre om at kneppe hende på gulvet spørger: ”Nu?”

Han vil helst ikke ødelægge sine knæ.

Derfor kommer det vist kun som en overraskelse for Pete – hvis konforme godhed er resultat af en streng, religiøs opvækst – at han en dag vender tidligt hjem fra biblioteket og finder fruen i seng med hendes flippede kollega.

Det er dog mere end en hyrdetime, for hun er træt af at betale for hans drøm om at blive komiker.

Derfra kan Pete lige så godt prøve at realisere drømmen. Han skifter derfor forstadstilværelsen ud med et omflakkende liv i New York, hvor standuppen bliver den nye religion.

Ankommet i komikkens mekka viser det sig dog at være sværere end som så. Man kan selvfølgelig ikke leve af at fortælle vittigheder fra den ene dag til den anden, og når man tilmed kommer fra den kristne flinkeskole, er det en barsk verden at bevæge sig ind i.

Crashing ligesom som sin hovedperson – Pete Holmes, der spiller sig selv – ikke døren ind med det samme. Den banker snarere roligt, men insisterende på. Gennem en række underspillet sjove møder mellem mennesker skabes et univers, der slet og ret er behageligt at være i.

Udfordringerne for serien er ellers mange og åbenlyse.

Inspirationen fra den stilskabende forløber Louie springer ikke bare i øjnene, men bliver direkte kommenteret i en scene, hvor Pete går på den samme natbelyste gade som Louis C.K. Man kan spørge sig selv, om der overhovedet er mere komisk gods at hente i serier om morsomme mennesker i byen, der aldrig sover.

Men Crashing skaber sit eget unikke udtryk, der er langt mere muntert og optimistisk end forgængerne.

Og da Pete render ind i den fallerede chokkomiker Artie Lange, som tager Pete under sine vinger, har serien et stærkt modsætningsforhold.

Pete spiller således kristen rock i bilen og forklarer, at det er musik med et budskab, hvortil Artie svarer: ”Hvad er budskabet? Dræb dig selv?”

Hollywoods komikkonge Judd Apatow producerer serien, ligesom han gør med Girls og Love. Fik man allerede nok af den lidt indspiste tone omkring standup-verden i hans spillefilm Funny People, skal man holde sig fra Crashing, der smider indforståede referencer til højre og venstre.

Som seer kan man dog glæde sig over at få et blik ind i komikkens maskinrum, hvor processen nogle gange er lige så sjov som resultatet. Vi oplever også, hvor frygteligt det kan være at stå som nybegynder foran et spydigt eller komplet fraværende publikum.

Titlen slår på udtrykket ”crash and burn”, som bliver brugt, når en komiker falder helt igennem. Det gør Pete selvfølgelig i starten, men han bliver hjulpet på fode igen.

Crashing refererer nemlig også til, at man overnatter på folks sofa, og det er netop, hvad den pengeløse Pete gør. Det starter hos Artie Lange, men senere får han også logi hos de populære komikere T.J. Miller og Sarah Silverman, som også spiller sig selv.

Det er ukarakteristisk sukkersødt at se de normalt så sarkastiske komikere hjælpe hinanden på den måde. Men det er også rart at se solidariteten i en branche, hvis konkurrenceprægede latterjægere oftest fremstilles som benhårde egoister.

Crashing skaber hverken ophidsende drama eller lårklaskende komik.

Til gengæld giver serien et indblik i sammenholdet mellem mennesker, der har valgt den mærkelige karriere, det nu engang er at få andre til at grine. Det er mere sympatisk end hysterisk morsomt, og det afspejler sin ophavsmands stilfærdige, komiske temperament.