Crawl

Regnen pisker ned, og vinden hyler udenfor. Gulvbrædderne knirker hver gang, pigen træder på dem, mens hun kalder på sin far. Intet svar. Pludselig brager et træ ind gennem et vindue uden noget som helst varsel.

Første hop i sædet er i hus.

Midt i en orkan i Florida er collegepigen Haley nødt til at tage ud til sine fraskilte forældres gamle hus. Hendes far svarer ikke på opkald, og for at berolige søsteren indvilger Haley i at tjekke, om han er okay.

Stormen bliver mere og mere intens, og da Haley endelig finder faren i husets krybekælder, har han et stort sår i den ene skulder.

På vej mod trappen angriber en kæmpe alligator, men hun får bugseret dem begge i sikkerhed bag nogle rør. Nu er de fanget med det hvæsende bæst lurende i mørket, og vandet stiger langsomt. De står over for valget mellem at drukne eller tage chancen mod rovdyret.

Så er scenen sat for Alexandre Ajas nyeste skud fra hoften, når det gælder om at skræmme livet af folk.

Manden bag new french extremity-filmen Haute tension, det isende remake af The Hills Have Eyes og den grotesk underholdende Piranha 3D kan maltraktere menneskekroppen på alle tænkelige og utænkelige måder.

Her er der knap så mange piger i bikinier som hans piratfisk-fyldte film. Tonen i Crawl er langt mere seriøs, og filmen har en stærk emotionel kerne, nemlig forholdet mellem far og datter.

De har ikke talt meget sammen, siden forældrene blev skilt. Men han var hendes personlige svømmetræner, og nu studerer hun på universitet på et stipendium takket være evnerne i det våde element.

”Hvem er toprovdyret?” spørger faren hende om flere gange. Det gjorde han også dengang, hvor han pacede hende til at yde det maksimale ved stævnerne.

I kælderen er der dog begrundet tvivl om, hvem der egentlig er øverst i fødekæden. Engang imellem fanger lyset øjnene på det skællede monster, og hele salen begynder at rumle med fuld bas, når den udstøder en dyb og ildevarslende brummen.

Bæstets fremtoning leder tankerne hen på en toptunet slasher-film, hvor morderen ikke går af vejen for at lege med sit bytte.

Stilheden er det værste.

Dyret angriber af natur pludseligt og uden varsel, men normalt kun, hvis det er sultent eller føler sig truet. Filmen har dog en forklaring, der får det hele til at give mening og faktisk skaber nuancer i den ellers koldblodige dræber.

Vægtningen mellem gys og familiedrama er overraskende godt balanceret.

Der er nok ikke ligefrem en Oscar i vente, men konflikten mellem far og datter er nuanceret og troværdig. Lidt vel melodramatisk bliver det til tider, men når omdrejningspunktet er spænding, og tiden er knap, er der ikke megen plads til subtile øjeblikke.

Kaya Scodelario er fremragende som Haley.

Hun kommer på hårdt fysisk arbejde, men formår samtidig at formidle følelser, der spænder fra rædsel til lykke. Det er næppe særlig nemt, når man mere eller mindre konstant er nedsænket i koldt, blodfarvet vand.

Med franske Alexandre Aja er gore-faktoren oppe i den høje ende. Stakkels Barry Pepper som farmand bliver der flittigt gnasket i, og ud af vinduet ser far og datter tilfældige mennesker blive offer for den effektive dræbermaskine, som en alligator er.

En solid mængde blod og masser af spænding holder én på kanten af sædet fra start til slut. Resultatet er en sensommerfristelse, der egner sig fortræffeligt til regnvåde aftener i biografens mørke.