I en nær fremtid får reklamemanden David til opgave at afprøve et par splinternye virtual reality-briller, der giver hans fantasi og inderste drømme frit spil.
I tråd med filmens titel får han fri kreativ kontrol over den virtuelle og kunstige verden, han ser for sine øjne, når han har brillerne på.
Det er udgangspunktet for Benjamin Dickinsons debutfilm Creative Control, som han både spiller hovedrollen i, har instrueret og skrevet manuskriptet til.
Tematisk har Creative Control meget til fælles med serien Black Mirror og Alex Garlands Ex Machina fra 2014.
Alle tre værker skildrer menneskets forhold til teknologien og den kunstige intelligens og undersøger de muligheder og farer, der opstår, når mennesket får skaberkraften i egne hænder.
Selv om Creative Control foregår i en fuldt ud genkendelig verden, adskiller filmen sig især på ét punkt, der påkalder sig opmærksomhed.
Filmen er nemlig i knivskarpe sort-hvide billeder, hvor der virkelig er kælet for den æstetiske og kompositoriske elegance.
Den gennemførte stil underbygger det miljø, som størstedelen af Creative Control foregår i. David bevæger sig nemlig primært rundt i stilrene kontorlandskaber med glasborde, glatte gallerier med kridhvide vægge og minimalistiske newyorker-lejligheder med designermøbler.
David har en dejlig kæreste, yogalæreren Juliette (Nora Zehetner), men de kan ikke rigtigt finde fælles fodslag. Og da David begynder at udforske virtual reality-brillernes muligheder, fantaserer han i stedet om den langt mere spændende Sophie (Alexia Rasmussen). Det eneste problem er blot, at hun er kæreste med Davids bedste ven, fotografen Wim (Dan Gill).
Det virtuelle trekantsdrama mellem David, Sophie og Wim er dog det mindst interessante ved Creative Control, som lever i kraft af skildringen af menneskets teknologiske hverdag.
Med forskellige stilistiske greb viser filmen, hvordan al menneskelig kommunikation er præget af teknologi.
Som en blanding mellem Skam og Steven Spielbergs Minority Report suser sms’er og mails op på skærmen. David jonglerer i nogle scener sågar med tre-fire forskellige samtaler samtidig. Det er hæsblæsende og forvirrende, men viser også, hvordan moderne mennesker kommunikerer sporadisk.
Når Creative Control er slut, sidder man tilbage med et udpræget negativt billede af teknologiens muligheder. Fremtidens samfund forbedrer ikke menneskers liv med ubegrænset kreativ frihed i en virtuel virkelighed. Det bringer derimod de værste og mest driftige sider frem.
Alligevel er Creative Control ikke ubetinget en dystopi. For trods de sort-hvide billeder oplever vi undervejs underfundige og skæve scener – som når Juliette indleder en affære med en langskægget hippie-yogalærer og finder zen-ro i orgasmen.
Benjamin Dickinsons debut er således på den ene side meget stilren og hip – som en sort-hvid udgave af Spike Jonzes Hende, hvor alle går ulasteligt klædt rundt i Brooklyn med de nyeste smartphones.
På den anden side har filmen svært ved at finde sit fokus.
Creative Control forløser egentlig en god del af sit potentiale som en tankevækkende sci-fi-thriller, der både spidder vores teknologibegejstring og virtuelle internetliv. Men karaktererne er for maniske og dialogen for overdrevet.
Benjamin Dickinsons egen David er således enten energisk rasende eller helt døsig, og den vekslen motiveres ikke tilstrækkelig i hverken handlingen eller karakteren selv.
Måske har det været en hæmsko, at Dickinson har haft kreativ kontrol. Ironisk nok ender Creative Control lige så overfladisk som den verden, filmen udstiller.
Kommentarer