Det startede med en boksekamp i Philadelphia i 1976.
Undertippede Rocky Balboa fik chancen for at træde i ringen mod den ubestridte verdensmester i sværvægt Apollo Creed. Rocky blev en publikum- og kritikersucces og starten på Sylvester Stallones succesfulde Hollywood-karriere.
Efter en hulens masse efterfølgere af svingende kvalitet startede en ny epoke i 2015.
Fokus skiftede fra den gamle fighter til en opkomling. Adonis ”Donnie” Creed (Michael B. Jordan) er bastard-sønnen af Apollo, og igennem de to foregående Creed-film har vi fulgt hans vej mod boksetoppen.
Vi har set, hvordan han tacklede dilemmaet med aldrig at have kendt sin far, mens Donnie selv er blevet far undervejs.
Creed 3 markerer afslutningen på trilogien, og filmen går ud på bedste kajeryster-maner.
På toppen af karrieren, efter at have revancheret nederlaget fra Creed mod briten Ricky Conlan, har Adonis trukket sig tilbage.
Han er boksepromoter og agent for den nye stjerne Felix Chavez. Når han altså ikke er støttende mand for hustruen Biancas musikproducer-karriere. Eller holder te-selskaber med sin datter Amara (Mila Davis-Kent).
Pensionisttilværelsen behager den forhenværende fighter, indtil en gammel ven melder sin ankomst.
Damian ”Diamond Dame” Anderson (Jonathan Majors) er barndomsven med Adonis og et tidligere boksetalent, som aldrig fik indfriet det store potentiale.
Efter atten år i fængsel forsøger Damian nu at indhente det forsømte, og han skyer ingen midler for at opnå sit mål.
Præcis som i alle de andre film i Rocky- og Creed-franchisen bliver boksningen brugt som baggrundstæppe for at fortælle en universel og relaterbar historie.
Skyldfølelse og evnen til at give slip på fortiden er de store temaer i denne omgang. Det bliver formidlet, uden at det føles, som om man bliver hamret oven i hovedet med en pointe.
Hovedrolleindehaver Michael B. Jordan debuterer som instruktør med Creed 3, og det slipper han ganske godt fra.
Det hjælper selvfølgelig også, at manuskriptet af Zach Baylin og Keenan Coogler – bror til instruktøren Ryan Coogler – er så ligetil, som det nu engang er.
Plakaten, traileren, alt omkring Creed 3 fortæller, at det skal ende med et showdown mellem Adonis og Damian. Hvordan vi ender der, er den eneste ubekendte faktor.
Michael B. Jordan er god som den gamle champ. Man kan godt fornemme, at det kribler lidt i ham for at få handskerne på igen, men forpligtelserne over for familien dikterer noget andet.
Samspillet med Tessa Thompson er nu så veludviklet, at blot de er i samme rum forstår man hele Adonis og Biancas dynamik. Det er produktet af otte års samarbejde i nu tre film og lidt af en sjældenhed at følge et forhold over så lang en periode.
I sidste ende handler det om boksning.
Også her leverer Creed 3 varen. Det giver et sug i maven hver gang, der bliver fyret et slag ind i solar plexus eller kommer et leverstød fra helvede. Lyden af de tunge slag og fornemt kameraarbejde fra fotograf Kramer Morgenthau er med til at sælge dramaet overbevisende.
Men ingen helt uden en skurk.
Jonathan Majors fortsætter som Diamond Dame sin sejrsgang i år med imponerende præstationer.
Han var uden sammenligning det største lyspunkt i den pauvre Marvel-film Ant-Man and the Wasp: Quantumania, og også i Creed 3 er Majors exceptionel.
Sammenbidt og indestængt.
De to ord opsummerer Dame i filmens første to tredjedele. Jonathan Majors bruger elegant små bevægelser til at vise, at den tidligere fange stadig ikke er komfortabel med at være ude i friheden.
Men han har også tydeligt en plan. Små bemærkninger, blikke, alt sammen del af et rovdyr, der langsomt lister sig ind på sit bytte.
Det pudsige er, at man godt forstår, hvorfor Dame gør, som han gør. Det er en Rocky-fortælling om igen. Derfor gibber det også i hjertekulen, når de to gamle venner skal have tunge alvorssnakke.
At forlige sig med fortiden er fokus i Creed 3, og sammen med boksescenerne samt årets stjerne Jonathan Majors bliver det formidlet flot.
Kommentarer