Croods

Med Shrek- og Madagascar-filmene er DreamWorks-studiet på sin vis blevet fanget af sin egen succes: en rapkæftet, stand-up-inspireret humor med mængder af aktuelle referencer, den absolutte modsætning til studiets første film, den højstemte og alvorlige Prinsen af Egypten.

Det er helt klart den retning, DreamWorks’ stifter Jeffrey Katzenberg ønskede at gå. Men ambitionen om at lave animerede film, der ikke kun morer, men også bevæger, lurer stadig, både i den smukke Sådan træner du din drage og den mislykkede De eventyrlige vogtere. Og den dominerer i Croods, som ellers er et projekt, der blev født i den britiske humortradition, mens studiet endnu forsøgte at gennemføre det umage samarbejde med Bristol-stop-motion-mestrene på Aardman. John Cleese er således krediteret for historien, men det virker, som om der kun er en lille smule af Cleese tilbage i den endelige film.

Croods fortæller om en hulemandsfamilie, der forsøger at overleve i en meget farlig verden. Familiens overhoved holder sig til en tryg, men trist tilværelse i sikkerhed i hulen, mens den unge datter drømmer om at udforske verden. Hun trodser faderen, da hun møder en fremmed dreng, der mestrer kunsten at lave ild, og da deres verden trues af naturkatastrofer, bliver kampen for overlevelse samtidig et opgør mellem de to livsanskuelser.

Kirk De Micco og Chris Sanders er begge erfarne animationsinstruktører med stor håndværksmæssig kunnen, som de især demonstrerer i filmens ekstremt tempofyldte start, hvor alle action-sejl sættes til for at fange vores opmærksomhed. Det er så forrygende og hæsblæsende, at man næsten ånder lettet op, da farten sættes ned, og personerne begynder at tage form.

Filmens figuranimatorer overtager scenen, og blandt dem er danskerne Jakob Jensen og Line Andersen, begge veteraner hos DreamWorks, som i deres arbejde med den rebelske pige Eep og den iderige dreng Guy demonstrerer, hvor meget energi, liv og sjæl man efterhånden kan udtrykke med computeranimation. I Guy er der klare mindelser om Hikke, drengen fra Sådan træner du din drage, som Jakob Jensen også animerede – mens Eep er et fint eksempel på en stiliseret, rå og ikke overdrevet perfekt kvindetype. Kun ærgerligt, at hun er rødhåret, som Merida i Pixars Modig, for det er en lidt dum konvention, at denne hårfarve signalerer oprør og vildskab.

Det er de to hovedpersoner, der sammen med Eeps far, Grug, står for filmens dynamik. Og da det lykkes at etablere dem både klart og nuanceret i starten, fungerer filmens rørende – om end forudsigelige – slutning også. Det er sjældent, at DreamWorks-film har slået på det sentimentale uden straks at fyre en ironisk kommentar af, og det klæder Croods, at den tør tage sit drama alvorligt.

Dybest set er Croods en lidt klodset, men generelt velfungerende kombination af munter familiekomedie og dramatisk kammerspil, anbragt i omgivelser, der begynder goldt og ørkenagtigt, men som pludselig varieres med en frodig jungle og et virvar af meget opfindsomme dyrekombinationer, som filmens designere tydeligvis har moret sig med. Indimellem på bekostning af overskuelighed, men flere steder både charmerende og morsomt.

Croods er ikke et stort animeret mesterværk, men den stikker behageligt dybere end de fleste DreamWorks-film, og selvom det ville have været rart, om instruktørerne havde turdet sætte handlingen lidt i stå et øjeblik, er resultatet alligevel eftertænksomt, vedkommende og rørende.