Cross

I disse år taler vi meget om de mennesker, som er underrepræsenterede i medierne – en debat, som Cross med sit overvejende sorte cast nok ikke kan undgå at blive en del af.

Hvis der en dag skulle opstå en sideløbende diskussion om, hvilke slags karakterer der skal luges ud i, kunne vi så ikke nok starte med de dovent skrevne seriemordere, som nærmest oversvømmer krimifiktionen?

Mordefterforskeren Alex Cross er en navnkundig detektiv, der ligesom Frost, Sherlock, Luther og Miss Marple lægger navn til egen serie. Han er da også en karakter med potentiale og spilles med overskud af flotte og charmerende Aldis Hodge.

Cross er ekspert i afhøringer og Sherlock Holmes-agtig deduktion om menneskelig psykologi. Men mange af de replikker, der skal psykologisere, lyder mest som 2+2=3-matematik.

I stedet er det Cross-figurens relationer og menneskelighed, der trækker ham op. Et år før hovedhistorien mistede han sin kone Maria i et stadig uopklaret mord ved højlys dag. Marias død har efterladt ham martret af sorg.

Det er gået ud over hans børn og har kostet ham en suspension, fordi han gik amok på en mistænkt.

En eller anden er dog begyndt at bryde ind i Alex Cross’ hjem og plante spor, der kan lede ham til konens morder. Det er et ret uhyggeligt krimiplot, og man ville ønske, at hele sæsonen havde handlet om opklaringen af Marias mord og Cross’ komplicerede sorg.

I første afsnit af serien bliver imidlertid en Black Lives Matter-aktivist fundet død. Cross’ politisk ambitiøse chefer er ivrige efter at lukke sagen som en almindelig overdosis, fordi han er en sort mand, der har taget stoffer for mange år siden. Men Cross og hans makker John Sampson er sikre på, at manden er blevet myrdet.

Cross har selvfølgelig ret, og mordet bliver en del af en seriemorders bizarre metaprojekt om at hylde kendte seriemordere ved selv at slå ihjel. Han mener vidst nok, at det er en slags kunst. Ed Ramsey, som vores skurk hedder, er en højtstående politisk lobbyist, når han ikke lige slår folk ihjel. Og han har en guldgrube af afpresningsmateriale, hvilket gør, at alle dækker over ham og hans forbrydelser.

Problemet er, at Ed Ramsey ikke for alvor føles farlig, fordi hans modus operandi er så fjern fra al menneskelig logik. Desuden giver han fuld plade i seriemorder-kliché-bingo: Lydisoleret seriemorderkælder. Kølig, monoton repliklevering afbrudt af barnlige vredesudbrud, når tingene går ham imod. Og så er det selvfølgelig hans mors skyld alt sammen.

Der skal dog gives point for, at Cross til allersidst får rundet den del af historien ret tilfredsstillende af. Og indtil flere scener fungerer takket være charmerende karakterer. John Sampson, Cross’ makker spillet af Isaiah Mustafa, finder sig ikke i Cross’ egenrådighed og har også før meldt ham til deres overordnede.

De to flotte mænd har en god, brødreagtig kemi og interessante gnidninger, som gerne måtte have fyldt mere.

Alona Tal spiller FBI-agenten Kayla, der altid er klar med en flabet joke om den maskuline energi i makkerparret Cross/Sampson. Mens Johnny Ray Gill er morsom som kynisk og lettere tegneserieagtig stikirenddreng, der hjælper morderen, så længe der er penge i det.

Scenen, hvor en knust Alex på sin bryllupsdag ringer til konens favoritradioprogram og spilder alle sine undertrykte følelser på en natradiovært, er meget rørende.

Cross ender dog som en ujævn oplevelse.

Ærgerligt nok, for idéen om at have en sort politiafdeling, der på den ene side kæmper mod de overordnede og på den anden side mod de politikritiske paroler, som familie og venner bakker op om, kunne sagtens være blevet rigtigt interessant.