Den store attraktion ved The Crown er prisen, for Netflix’ nye serie har angiveligt været hammerdyr.
Det er ikke officielt bekræftet, men ifølge flere kilder har Netflix-satsningen kostet kassen og haft et budget på mere end svimlende 800 millioner danske kroner.
En pris, der nærmest får Ole Bornedals 1864 til at ligne en lille lavbudget-produktion.
The Crown er da også et fejende flot og overdådigt portræt af det engelske kongehus i tiden omkring Dronning Elizabeths kroning og første år som regent i 1950’erne.
Serien er et familiedrama og en soap i luksusliner-klassen, men samtidig diskuterer den monarkiets rolle i et moderne samfund, kønsroller og svære menneskelige dilemmaer.
Derfor har den også lige vundet to Golden Globe-priser, blandt andet for bedste dramaserie.
Første afsnit lægger ud med at understrege, at The Crown langt fra har tænkt sig at være et ukritisk glansbillede. Vi befinder os i 1947, hvor den daværende engelske konge George VI (Jared Harris) hoster blod og spytter det i toilettet.
George VI er tydeligvis syg, så da han kort inde i serien dør, må hans ældste datter Elizabeth (Claire Foy) overtage tronen og det tunge åg som monark.
Serien følger adskillige personer omkring hoffet. Centralt står naturligvis Elizabeth II, som hun bliver til, og hendes forhold til gemalen Philip (Matt Smith).
Her består konflikten primært i deres ulige forhold. Philip har svært ved at være gift med en kvinde, der både er hans kone og chef. Lidt samme situation som danske Prins Henrik har stået i herhjemme.
Ligeledes har Elizabeth vanskeligt ved at navigere som nyt, ungt familieoverhovede, der ofte må vægte kronen højere end sine personlige behov.
Samtidig pendler handlingen mellem betydelige personer af både royale og civil status. Winston Churchill (John Lithgow) er en central karakter som premierminister, mens Elizabeths søster Margaret (Vanessa Kirkby) er ulykkelig forelsket og skaber intriger og skandale om kongehuset i pressen.
For slet ikke at tale om George VI’s bror, der tidligere også har været konge, men måtte abdicere, fordi han giftede sig med en fraskilt amerikaner, men stadig skaber splid i kongehuset for egen vindings skyld.
Heldigvis er en stor del af det kreative ansvar lagt i hænderne på Peter Morgan, der nærmest har specialiseret sig i biografiske og historiske film. Han er manden bag manuskriptet til Stephen Frears The Queen fra 2006, der også handler om Dronning Elizabeth II og det engelske kongehus i tiden omkring Prinsesse Dianas død.
Fortællingen i The Crown, som strækker sig fra 1940’erne og op igennem 1950’erne, glider upåklageligt, men er også meget traditionelt fortalt. De mange millioner Netflix-kroner kommer for alvor til udtryk i produktionsdesignet, der virkelig er lækkert og indbydende i al sin royale dekadence.
The Crown er grundlæggende et storslået familiedrama, og hvad dertil hører af spørgsmål om loyalitet, jalousi, intriger og kærlighed. Det er indbydende pakket ind, men det kan godt være svært at engagere sig i de royale dilemmaer, hvis man ikke brænder for monarkiet.
Til gengæld bliver serien ekstra interessant, når den viser de knap så attraktive sider af kongehuset. Faktisk får man det klare indtryk, at det er en ganske tung byrde at sidde på den magtfulde trone, som de fleste af personerne da også helst vil være foruden.
Netflix har allerede bestilt en sæson to af The Crown, og det forstår man bestemt godt. Serien vokser efterhånden, som man investerer mere i karaktererne og indlever sig i den særdeles underholdende historielektion.
Kommentarer