The Cry

Der er ikke noget værre end at være fanget i et fly med en grædende baby. 

Sådan har mange nok tænkt i et presset øjeblik, hvor skrigeballonen i et stykke metal mange kilometer over jordens overflade har givet den ekstra meget gas. 

Men tænk så at være forældre til det lille, larmende menneske. Ikke alene må man forgæves prøve at stoppe skrigeriet, mens det ringer for ørene – man skal også leve med omverdenens fordømmende blikke, fordi man ikke kan styre sit afkom. 

Og det er ikke engang den værst tænkelige situation som forældre. For hvad hvis gråden en dag pludselig stopper fuldstændigt?

Begge rædselsfulde scenarier opstår for den unge og nybagte mor Joanna i den britiske serie The Cry, der bygger på en bog af Helen FitzGerald og kan ses på C More. Da hun rejser med mand og babyen Noah fra hjemmet i Skotland til hans hjemland Australien, går alting grueligt galt, så ægteparret ender i en mediedækket eftersøgning på deres forsvundne barn. 

Men man bliver mistænksom.

Joannas mand Alistair (Ewen Leslie) er spindoktor for en førende politiker, og de evner bruger han til at træne hende i, hvordan hun fremstår sympatisk som sørgende mor i stedet for som en kvinde, der muligvis ved mere, end hun lader vise. 

Alistair er generelt ikke det mest hjertevarme menneske. Han er i bitter strid med sin australske ekskone om forældremyndigheden over deres teenagedatter. Da det ved de fleste af den slags forbrydelser ofte er nogen med forbindelse til ofrene, som står bag, retter søgelyset sig naturligt nok også mod ekskonen, der heller ikke har det bedste alibi. 

På den måde holder serien hele tiden publikum på en knivsæg, hvor man hurtigt kommer i tvivl om, hvem der egentlig har fortjent ens medfølelse. 

Det er dog svært ikke at holde af Joanna. Også selv om flashbacks viser, at hun ikke er verdens bedste mor, når hun falder i søvn, mens babyen skriger i det tilstødende værelse. Hun er nemlig et følsomt væsen, som ikke kan lade være med at læse folks kommentarer om sagen på sociale medier. Og hun mærker dem så stærkt, at serien i et effektivt greb viser folk skrive såvel søde tilkendegivelser som barske angreb, mens hun ser dem for sig i sin stue. 

”Folk tror, at skyld tynger mindre med tiden. Men jeg har erfaret, at det er stik modsat,” siger den kvindelige efterforsker til ægteparret, der hårdnakket benægter at have haft noget med Noahs forsvinden at gøre. 

Det føles næsten for hurtigt, at så grum en historie bliver udfoldet over kun fire afsnit af en lille time hver, når man er vant til uendelige tv-fortællinger, der skal ud i alle krinkelkroge. På den anden side er det også rart, at der er skåret helt ind til benet, hvor det virkelig gør ondt. 

Og så leverer The Cry på den korte spilletid flere medrivende plottwists, end mange serier gør på fire sæsoner. 

Uden at afsløre for meget er babyen nemlig ikke den eneste, der forsvinder ud af fortællingen. Mysterierne får dog ikke lov til at flagre i vinden, som det ellers er populært i seriel dramatik. Her bliver der bundet en sløjfe på historien, men afsløringerne gør gudskelov ikke kompleksiteten mindre.

Serien blander med imponerende visuel finesse fortid og nutid, hvor Joanna sidder under anklage i en skotsk retssal. Imens skaber kontrasten mellem det grå Skotland og solrige Australien en spændstighed i det æstetiske udtryk, som man får lov til at dykke ned i med dvælende indstillinger.

Suggestive billeder af Joanna i et goldt landskab, hvor en mystisk dreng observerer hende, hæver The Cry over typisk whodunnit-dramatik. Vi er ikke bare interesseret i at finde ud af, hvem gerningsmanden er. 

Jenna Colemans dragende præstation som den uudgrundelige Joanna, der kan skifte mellem små smil og hysteriske skrig, kan ikke roses nok. Hendes udtryksfulde øjne personificerer forældres værste frygt, mens de gemmer på en hemmelighed, man ikke kan vente på at høre.