Før Jordan Peele ramte biografen med Get Out og ændrede vores syn på nutidens genre af thriller og gys, var der James Wan.
James Wan skrev sig ind i horror-historien med debuten Saw, som siden er blevet noget nær en kult-filmserie inden for horror-genren. Men det var i 2013, at han med Nattens dæmoner for alvor trådte i karakter som horror-mester.
Siden har han på skift instrueret eller produceret film inden for samme univers, og The Curse of La Llorona – som Wan har produceret og Michael Chaves instrueret – er det nyeste skud på stammen.
Filmen tager udgangspunkt i en gammel, mexicansk myte om det uhyggelige genfærd La Llorona, der gennem generationer er blevet brugt til at skræmme børn. Hun har af jalousi begået en uhyggelig gerning, og nu går hun igen som en dæmon.
Efter en kort introduktion til genfærdets tilblivelse er vi tilbage i 1970’ernes Los Angeles, hvor en enke og hendes to børn får det skræmmende væsen på nakken. Da genfærdets grusomhed langsomt går op for den lille familie, bliver de nødt til at bruge overnaturlige midler i forsøget på at stoppe La Llorona.
Der er ingen tvivl om, at James Wan er en moderne gyserkonge, men han skal passe på, at han ikke slækker på originaliteten og sløver hen i rutinegys.
For selv om The Curse of La Llorona på mange måder er bedre end den forrige film, The Nun, kan man mærke en form for triviel træthed, der sniger sin ind i løjerne.
Det hele bliver en smule for genkendeligt, især slutningen kører ud ad den samme velkendte sti.
Men hvor The Nun excellerer i at skabe en stærk, dyster stemning, men ikke formår at ramme plet med de uhyggelige chokelementer, står The Curse of La Llorona på helt andre sikre ben.
Gennem den første time følger den ene chokerende scene efter den anden. Man når nærmest ikke at trække vejret, før næste skrig er over én.
Med mørke, dystre regnvejrsscener fra byen er man ikke i tvivl om, at det er usikkert at opholde sig udenfor. Alle vinduer og døre skal være lukket, og det løber koldt ned ad ryggen på én, bare et gardin blafrer ildevarslende.
Besværgelser tages i brug over hele huset som et beskyttende lag mod den ondskab, der konstant kredser om huset og den lille familie.
I en fremragende scene leger en lille pige i regnen, mens La Llorona sniger sig ind på hende på en så djævelsk måde, at man godt kan forstå, at pigen efterfølgende holder sig på sit værelse og nøjes med at skimte ud gennem vinduet.
Desværre kammer filmen over i skildringen af selve ondskaben. Som publikum får man nærmest lov at røre ved den usigelige ondskab, som langsomt kommer tættere og tættere på for så at forsvinde lige før det afslørende øjeblik.
Men når vi endelig får afsløret dæmonen, er det så pompøst, at ondskaben kommer til at ligne noget fra en b-film.
Det ændrer dog ikke på, at James Wan er en instruktør og producer, hvis film man altid har høje forventninger til. Han formår at fremmane uhygge gennem variationer over velkendte skabeloner. Siden 2013 har vi nærmest hvert år kunne kalde året for et gyserår takket være en ny film af Wan. Og snart kan vi forvente mere gys og gru, når treeren til Annabelle og Nattens dæmoner får premiere.
James Wan har skabt en gyser-franchise, som simpelthen bliver ved med at kunne holde én fanget.
Kommentarer