Da Hitler stjal den lyserøde kanin

Det er januar 1933 i rigmandsforstaden Grünewald i Berlin. To søskende, niårige Anna og elleveårige Max, er til karneval på skolen.

Der er godt med spas og overklasseglæde, indtil tre større drenge ankommer i nazi-uniformer. De er ikke i kostume, for det er Hitlerjugend-drenge, der kommer for at ødelægge festen.

Da Anna og Max kommer hjem til villaen med deres berømte teateranmelderfar, Arthur Kemper, og yngre komponistmor, Dorothea, får vi at vide, at der er fjorten dage til det skæbnesvangre valg i Tyskland, hvor nazisterne vinder.

Faren er både jøde og i stærk opposition til Hitler, og de ved, hvad klokken er slået, hvis Adolf kommer til magten.

Allerede inden stemmerne er optalt, vælger de at flygte i ly af natten. Anna må kun have én bamse med, og skal det være hunden eller den lyserøde kanin? Hun vælger hunden og kommer til at savne kaninen resten af livet.

Familien kommer først til Schweiz og lander i et overbelyst alpelandskab med syngende vokaler, jodlen og glade bønder. De passer ikke ind, men forældrene gør deres bedste for at få alt til at se godt ud, selv om pengenød og voksenangst siver ind i fortællingen, som vi ser gennem Annas øjne.

Da Hitler stjal den lyserøde kanin er en film om eksilets nød, hjemløshed og desperate håb. Men katastroferne viser sig kun i glimt. Den tilbageblevne onkel Julius sender et postkort, og børnene ser i Schweiz en selvtilfreds nazi-familie på ferie, som har alt det, de ikke har.

Det er filmens store styrke, at den ikke overdramatiserer sit stof.

Stille og roligt udfoldes den triste historie om fordrivelsen af de europæiske jøder gennem en sjov, intelligent og optimistisk pige, der gennemskuer forældrenes krumspring rundt om sandheden og vælger at få det bedste ud af det.

Filmen er baseret på den engelsk-tyske børnebogsforfatter Judith Kerrs erindringsbog. Og det skinner igennem, at det er en børnebogsforfatters erindringer, for Da Hitler stjal den lyserøde kanin ligger i den lidt utaknemmelige familiefilm-kategori med lovlig pædagogiske og opbyggelige replikker såsom: ”Kager smager bedst, når man er fattig.”

Børnene spiller godt.

Riva Krymalowski er vidunderligt kvik og pragmatisk som Anna. Hendes storebror Max, der spilles af Marinus Hohmann, er strålende som en dreng, der bakser med stoltheden midt i alt det nye. Den klæbrige antisemitisme er ikke bare sådan at flygte fra.

Instruktør Caroline Link stod i 2001 bag Oscar-vinderen Fortabt i Afrika, som også fortæller om eksil, dengang af en tysk-jødisk familie i Kenya, også set gennem et barns og en ung kvindes øjne.

Også i den film er katastroferne fortalt indirekte og sat ind i en helt anden ramme: kolonialisme i Afrika i 30’erne, hvor alt endnu var ved det gamle. De temaer har altid optaget instruktøren.

Men Da Hitler stjal den lyserøde kanin er også en del af en bølge af film om eksil og flugt, som Maria Schraders småkedelige Stefan Zweig: Farvel til Europa og Christian Petzolds bedre Transit.

På en måde udgør de en trebenet skammel. Denne film er til børn, Transit er til de voksne og Farvel til Europa til de ældre.

De ligner også hinanden ved at være ret konservative film, holdt i en pæn tone, stille i deres realisme. De er noget forudsigelige og fortalt uden at gøre det store væsen af sig (selv om Petzold er mere sprælsk end de andre instruktører). Alle er de gode, gedigne og svære at være uenige med.

Da Hitler stjal den lyserøde kanin er en film, man gerne vil se sammen med sine børn. Det kan godt være, at der er noget skolefilm over den, men kan man klandre en familiefilm for at være pædagogisk?

Den lykkes med sit projekt ved at være både ret charmerende og oplysende, optimistisk og opbyggelig.