Dagen i morgen

Mia Hansen-Løves forrige spillefilm Eden var baseret på hendes house-dj af en storebror. I Dagen i morgen er vi rykket en tak længere op i familiehierarkiet, hvor Hansen-Løve har fundet inspiration hos sine forældre, der er filosofiprofessorer.

Isabelle Huppert spiller den aldrende filosofilærer Nathalie. Og lad os lige stoppe op et øjeblik.

For der er simpelthen ikke nok superlativer i det danske sprog til for alvor at beskrive den pragtpræstation, som Huppert ligger for dagen. Mia Hansen-Løve vandt fortjent en Sølvbjørn i Berlin for bedste instruktør, men man kan diskutere, om ikke også Huppert skulle have vundet for bedste kvindelige hovedrolle i stedet for vor egen Trine Dyrholm.

Tag nu Hupperts måde at gå på, når hun for gud ved hvilken gang stavrer hen for at besøge sin syge mor, der beklager sig over alt i livet. Det er resolutte skridt, men også lidt arrige skridt. Armene svinger hårdt fra side til side, som om de siger: ”Lad os nu bare få det her overstået,” og samtidig er der en sårbarhed i den ultraspinkle krop, der sjældent holdes i ro.

Hansen-Løve skrev rollen specifikt til Huppert, og det kan mærkes, at det er to kvinder, som ved, hvor de vil hen. Der er ingen slinger i valsen, og portrættet af filosofilæreren er eminent skåret.

Nathalie er en introvert læsehest, der fortaber sig i de store tænkere og ikke har meget til overs for den virkelige verden. Hendes bøger, som hun troligt slæber med til sin undervisning på gymnasiet, er plastret til med gule postits, og hun får en glæde af at udsige de vise ord til sine elever.

Men hun er også en kynisk praktiker. Hun har styr på sin syge mor, sin mand, sine voksne børn og sine elever. Hun er en kvinde, der i mange år har viet sit liv til praktiske gøremål i familien på den ene side og de store tanker om livet og døden på den anden.

En dag fortæller hendes mand, at han vil skilles.

Herfra sker der den ene omvæltning efter den anden i Nathalies liv, og pludselig står hun med en nyvunden frihed. Hun er fri for alle de praktiske gøremål, der indtil nu har fyldt så meget i hendes liv. Men hvad stiller man op med sådan en frihed, når man er omkring de 60, og ingen egentlig har brug for én mere?

Instruktør og manusforfatter Mia Hansen-Løve har efterhånden etableret sin egen naturalistiske stil, hvor det ikke er nødvendigt at overdramatisere livets begivenheder: De er interessante nok i sig selv.

Dagen i morgen er, ligesom Nathalie selv, en distanceret film. Denis Lenoirs kamera betragter alt på afstand, og den naturlige lyssætning gør heller ikke meget væsen af sig. Hertil kommer en brug af filosofiske citater, der trækker på den intellektuelle tankekraft og efterlader meget lidt til vores følelsesregister.

Det gør indlevelsen svær.

Heldigvis er der også indlagt en god portion ironi i Hansen-Løves velskrevne manuskript, så det bliver aldrig tungere end, at man kan grine af Hupperts ansigtsudtryk, når hun opdager, hvor mange bøger manden har taget med sig fra deres fælles bogreol.

Eller når hun pludselig finder sig selv til en middag med unge intellektuelle, der er så opslugt af deres egne ord, at de ikke ænser, hvordan madresterne er ved at tørre ind på tallerkenerne. Nathalie – der er de unge intellektuelt overlegen – ender med at stå og skrabe tallerkener af i køkkenet. Revolutionssnakken er hun blevet for gammel til.

At 35-årige Mia Hansen-Løve kommer så flot i mål med en film, der distancerer sig fra tilskueren på så mange punkter, vidner om et stort instruktørtalent.

Imponerende er også hendes dybe indsigt i menneskelige vilkår og problemstillinger, der hører den sidste del af livet til, og her har det nok hjulpet at være opvokset med et par filosofi-forældre. Man må bare håbe, at Hansen-Løve kommer fra en stor familie, så der er inspiration nok til mange flere film fra hendes hånd.