Ron er alle tiders moderne cowboy fra down town Texas i midten af 1980’erne. Han er elektriker, rodeoamatør og helt elektrisk til at kneppe tilfældige kvinder. Kondomer er der ikke nogen af, og det kommer til at koste.
Da han vågner op på hospitalet efter en arbejdsulykke, står to alvorlige læger ved sygelejet. De kan fortælle ham, at han ikke kun er hiv-smittet, men har aids. Jamen, det er da noget, kun svanser kan få?
Nu mener lægerne, at han højst har en måned tilbage at leve i. Men han vil dø med støvlerne på og forlænge mødet med himlens store sherif. Derfor begynder han sin kamp mod lægevidenskaben og starter en klub, hvor man kan få den alternative medicin, som det offentlige system nægter at anerkende.
Hvordan du end vender og drejer skråen i munden, så er Matthew McConaughey som Ron det absolutte trumfkort i Dallas Buyers Club. Hans heftige spil gennem filmens små to timer er et hidsigt forsøg på at få mig til at skrive under på hans Oscar-nominering for rollen.
Men min blyantspids knækkede faktisk nede i biografsalen – af McConaugheys indædt overgearede method acting baseret på 25-kilos slankekur, indlevelse helt ind i betændelsens bihuler og studieture udi aids-forskning.
Hans performance bliver simpelthen for mekanisk, for manieret, for meget.
McConaughey er en glimrende skuespiller på hjemmebane i Texas. Men bare de to minutter, han for øjeblikket optræder i Martin Scorseses parfume-reklame for Dolce & Gabbana, er langt mere charmerende end hans tonstunge, texanske tungemål, som er tykkere end en tønde råolie i den meget lange og snakkende dødskamp.
Måske skyldes hans over drive, at den franske instruktør Jean-Marc Vallée har haft kunstneriske nykker i retning af John Cassavetes’ poetisk-realistiske kammerspil. Derfor har han ladet McConaughey gå ud af kontrol med den ambitiøse, men malplacerede hensigt at lade ham agere så nærværende intenst.
Filmen blev drejet på 25 dage og uden kunstigt lys, men dramaturgien minder mere om et mainstream-dokudrama end om en magnetisk, provokerende dogmefilm.
En enkelt sekvens hæver sig over den ordinære historieopbygning, hvor der med dato og år tælles ned til hovedpersonens død. Nemlig da McConaughey i tusmørkets laboratorium pludselig dækkes af mystiske og smukke, men også ildevarslende sommerfugle.
Men løftet er kort, og snart er vi i jordhøjde igen.
Historien om cowboyen, som ikke vil give op, er både sympatisk og tragisk. Jennifer Garner gestalter den forstående læge og veninde, mens Denis O’Hare spiller hendes kollega og Rons fjende. Jared Leto er Rons transseksuelle ven, som selvfølgelig kurerer cowboyen for hans hang til homofobi.
Filmen er skabt efter den faste skabelon om en aparte ener, der er oppe imod massen, som ikke ved bedre. Synkront fortæller den en tidstypisk, traurig sygdomshistorie med hæslige fordomme i sit kølvand. Men også noget frugtbart om venskaber på tværs af både fatalitet, køn og fjendebilleder.
Ingen af filmens karakterer synes imidlertid at have menneskelig fortid, baggrund eller bevæggrunde. Personerne får ikke fylde, og dermed får de i hvert fald ikke mit fascinerede engagement. Så på alle måder er Mathew McConaugheys galophesten, der skal ride denne film helt i mål. Desværre skamrides den hele vejen til målstregen.
facebook
twitter
Kommentarer