Tolvårige Dalva fjernes fra sit hjem og anbringes på en institution for udsatte unge. Hun forstår først ikke hvorfor, men alle omkring hende siger, at hendes far har gjort hende ondt, og at hun derfor ikke må bo hos ham.
Dalva føler sig manipuleret med og holder stædigt fast i at ville se sin far. For hvad kan der være galt med at elske sin datter?
Titelsekvensen er knap nok slut, før en pige, der er iført en slags dametøj, bliver fjernet fra en mand af politiet. Hun kalder ham ”Jacques” og skriger efter manden, som føres bort af uniformerede betjente.
Emmanuelle Nicots belgisk-franske Dalva begynder med andre ord, hvor mange pædofilisager slutter i medierne: med en anholdelse.
I stedet udforsker filmen, hvad det vil sige at være barn i systemet og skulle leve med at være blevet misbrugt og løjet for næsten hele livet.
Selv om forbryderen hele tiden er i publikums bevidsthed, fokuserer Dalva på, hvordan man går fra at være offer til at blive sit eget menneske.
Zelda Samson vandt en talentpris for sin præstation som Dalva på sidste års Cannes-festival, og hun er da også et fund til rollen som den indesluttede og rasende pige. Den unge skuespiller gør med minimal mimik et uudsletteligt indtryk, når hun stirrer misbilligende på sine omgivelser fra sit indre fort af hemmeligheder og obskure regler.
Makeup og kostumer skaber et foruroligende udtryk, hvor Dalva er klædt ud som voksen. Ikke som en tolvårigs forestilling om en moden kvinde, ej heller som en voksen kvinde, der spiller sig selv.
Hun ligner en midaldrende mands forestilling om voksne kvinder. Nærmere bestemt farens grusomme karikatur af Dalvas mor.
På ungdomsinstitutionen bliver Dalva værelseskammerat med den hårde Samia, hvis panser af påtaget ligegyldighed virker ugennemtrængeligt. Men så får hun ondt af Dalva, der længe har skullet agere kvinde i farens iscenesættelse, men ikke aner, hvad hun skal stille op med sin første menstruation.
Pædagogen Jayden bliver Dalvas første kontakt med en voksen mand, der behandler hende som en pige på tolv. Han følger med til både retsmøder og shoppeture. Og han forsøger efter bedste evne at få Dalva til at frigøre sig fra sin far og komme tættere på sine jævnaldrende.
Som tilskuer bliver man underligt lykkelig, da Dalva lærer at ryge cigaretter, drikke hård sprut og slås i skolen. I andre film havde det været en glidebane mod afgrunden, men for Dalva er det nærmere en opstigning fra helvede.
Dalva bliver aldrig konkret i sine beskrivelser af overgreb, men graden af hendes vrangforestillinger er så voldsomme, at man kan tænke sig til resten.
Meget af filmen er fortalt i nære og halvnære billeder af Dalvas usædvanlige reaktioner på almindelige ting, der sker omkring hende.
Historien er fortalt uden flashbacks, hvilket klæder fortællingens insisteren på, at det handler om Dalva.
Filmen lægger ikke skjul på, at Dalva vil have problemer med at sætte grænser i resten af livet, men den er måske en tand for optimistisk i forhold til børns oplevelser i socialforsorgen.
Ikke desto mindre er der tale om en biografoplevelse, man skal unde sig selv, selv om temaet er så dystert, at man næsten ikke kan holde ud at tænke på det.
Kommentarer