Må man levere hampre, racistiske negervitser, bare man gør det i 1983, hvor vi danskere endnu sagde ”neger” om en sort?
Må man også komme med andre fordomsfulde vittigheder om alt og alle, bare man gør det med et glimt i øjet og en indforstået distance til, at man er ude over kanten af god tone og det politiske korrekte?
Svaret er entydigt ja i Casper Christensen og Frank Hvams nye farce Dan Dream. Intet er helligt, anstændighed en by i Rusland. Alt kan der gøres grin med, tages gas på og udstilles i det mest groteske lys.
Interessant nok er alle de grove løjer reelt inspireret af virkelige hændelser. Om dengang en flok danskere i 1983 fremsynet forsøgte at få en dansk elbil, verdens første af slagsen, Hope Whisper, op at stå og køre.
Men så rullede den af mystiske årsager ind i en barriere i Forum, hvor den skulle præsenteres, oven i købet akkompagneret af en tale af den tids statsminister, Poul Schlüter.
Så brast den drøm.
Sådan er skelettet i filmen, hvor tre fantaster finder sammen under ledelse af Casper Christensens Thorkild og drager til den fiktive, sydfynske by Bjerringsund for at opfinde en bil på batterier.
Men historien er tynd som billigt toiletpapir.
Det har han nu rigtigt godt af, den skiderik af en provinsborgmester, som slår sin søde kone (Mia Lyhne).
Men sådan er den danske provins: barbarisk. Den kender ikke til croissanter, og de indfødte er lykkelige med åbent hus, pølser, fadøl og happy jazz.
Det er det komiske modsætningspar.
Muligvis er københavnere skøre, men provinsboere evnesvage. Konstellationen er ikke ny, det er faktisk folkekomediens oldgamle opsætning, som godt kunne trænge til et eftersyn og nye batterier.
Det sker ikke i Dan Dream. Med mindre man synes, det er nyskabende, at en bibliotekar kaldes Brune Kage på grund af sine brystvorters beskaffenhed. Et asylcenter for voldsramte kvinder har navnet Heksemutters Lyst.
At være misogyn er synonym med at være morsom.
Jeg har ikke noget mod en grovkornet farce, som går under bæltestedet på begge sider af skridtet. Men her gøres det med totalt mangel på poetisk timing og uden et tvistet blik i pik-og-patter-humoren. Det gælder også alle vittighederne om bøsser, grønlændere og farvede, som gerne leveres af en enarmet Magnus Millang med svenskerhår.
Hans humor fremstår i det mindste med en ærligt fladpandet energi, der er rimeligt relevant for historien med sin provokerende smagløshed. Den virker, som den skal: plat og primitiv.
Andre sketches fuser derimod ud og er bare flove.
Værst er en sekvens, hvor Casper Christensen skal ringe til Afrika. Hans afrikanske kæreste (Louisa Yaa Aisin) har fået nok og er stukket af. Men er det morsomt at se en mand dreje et flercifret telefonnummer på en grillbar i provinsen?
Måske, men ikke her.
Og er det morsomt sådan at smide omkring sig med bæ? Er voksne, der aldrig har forladt den fækale fase sjove?
Instruktøren Jesper Rofelt, som mest har arbejdet med tv-dramatik, har sat det hele fermt op. Peter Gantzler og Mia Lyhne spiller udmærket. Gantzler er et smart kokainvrag i jakkesæt, slips og smørhår. Lyhne er endnu engang en forsagt lille kvinde med en mund, som ligner en fladtrådt regnorm.
Casper Christensen er positivt nok mindre drengerøvs-kålhøgen end i Klovn. Til gengæld skuffer Frank Hvam som en nørd, tøffelhelt og hanrej. Han er i sit spil mærkeligt fraværende ude af gear. Men det er han ikke ene om. Filmen virker gearløs og kører i tomgang det meste af tiden.
Kommentarer