I monsterfilm er monsteret i centrum. Tænk på Alien eller The Thing. Monsterfilm giver os undervejs hints med billeder af ofre, små glimt af monsterkroppen, og til sidst får vi det store opgør mellem monster og mennesker.
I den økologiske variation har vi selv skabt monsteret ved at ødelægge naturen eller via biologisk manipulation. Tænk på Jurassic Park eller I Am Legend.
Dannys dommedag er et friskt, dansk bud på en film, der kombinerer monsterfilm med økologisk katastrofe i en børnevenlig cocktail.
Historien begynder på en fiskerbåd på åbent hav. Det er unaturligt varmt, der er noget mystisk i vandet, og efter at fiskerne er blevet ædt, springer vi til en kernefamilie med mor, far og brødrene Danny (William Jøhnk Nielsen) og William (Thomas Garvey).
Filmen pakker den store katastrofe – titlens dommedag – ind i et psykologisk drama, der består af spændingerne mellem en storebror, der er kujon, og en lillebror, der er rebel. Danny dukker nakken og lader klassens bølle (Marco Ilsø) skrive sine opgaver af, snuppe klassens søde pige og mobbe Dannys lillebror.
Der er kort sagt ikke meget superhelt over følsomme Danny, der tegner og drømmer om Rie (Emilie Werner Semmelroth), men ikke tør handle. Selv da Rie inviterer Danny med til fest, kryber han i skjul på sit værelse.
Omkring Danny og William ændrer verden sig imidlertid drastisk, da katastrofen rammer med menneskesultne monstre, der renser parcelhuskvarteret og lægger Danmark og den øvrige verden øde.
Tv og radio er tavse, og strømmen er væk. Brødrene barrikaderer sig i kælderen. Hvad nu? Om dagen er der stille, men natten byder på blod og død og skygger, der skimtes gennem dørsprækkerne.
Dannys dommedag blander monsterfilmen med familiefilmen, den sidste en genre, der sædvanligvis ender godt. Dens feelgood-tone skurrer mod katastrofens dystopi og monstrenes skarpe tænder, og det mismatch formår Dannys dommedag desværre ikke at håndtere.
Problemet er ikke, at filmen savner psykologisk potentiale – konflikter mellem brødre kan være både bibelske og almindelige. Problemet er, at den ikke kan beslutte sig for, om den er dansk familiefilm eller reel dommedag.
Og hvordan kan filmen udvikle sine personer, når de er fanget i en kælder og hæmmet af middelklassens kernefamilie-etik? De mange kælderscener smager af et lavt budget og keder bravt.
Man kunne have ladet Danny og William finde egne udveje, men manuskriptforfatter Søren Grinderslev Hansen sender i stedet Adam (Peter Gantzler) ind i parcelhuset og satser på fjernstyret legetøj til at aflede monstrenes opmærksomhed.
Fra økologisk dommedag er vi bombet tilbage til familiefilmens mildt sagt håbløse gimmicks.
Her er dog også drama, talent og gode idéer. Monstrene fungerer overraskende godt, så længe vi får dem i korte glimt, og William Jøhnk Nielsen (Hævnen) giver en solid præstation som underhunden Danny, der må mande sig op til dåd. Thomas Garvey overbeviser som snarrådig lillebror i en rolle, der er mere interessant end Nielsens, mens Gantzler byder på stereotypt børnefilm-skuespil i stedet for at aktivere sit talent. Lars Mikkelsen er til gengæld seriøst morsom som Dannys forfatterfar med skriveblokering.
Dannys dommedag kunne have lagt sig i sporene efter Cloverfield og Super 8, men instruktør Martin Barnewitz (Kollegiet) foretrækker dansk familiefilms sikre grusvej: parcelhus, ung kærlighed, monstre, lidt skurkeri og midtvejs en lovende dommedag.
De ældre børn vil helt sikkert føle sig underholdt af den velsmurte monstergru og de effektive chokscener. Til gengæld tror jeg, at de vil kede sig resten af filmen, fordi den er placeret i børnehøjde.
facebook
twitter
Kommentarer