Dans for mig

I et parcelhuskvarter i leverpostejsfarvede Danmark møder vi den professionelle, russiske danser, Egor Kondratenko, som er flyttet ind med sin danske dansepartner Mie og hendes forældre.

Femtenårige Egor er vokset op i både Rusland og Kina, snakker fire sprog og har viet sit liv til dansen. Hans mor bor i Kina, og de to taler dagligt over Skype, men har ikke set hinanden i næsten et år. Mies mor Sanne skyper også med Egors mor, og sidstnævnte fælder en tåre foran webkameraet, når sønnens danske madmor fortæller om Egors vældige vækst og fine dansepræstationer.

Egor selv græder aldrig, men løber i stedet en tur, når han føler, at han er ved at blive lidt ”crazy”, som han udtrykker det. Drengens ansigt er en stift smilende maske af høflighed og reservation. Partneren Mie forsøger at få ham til at tale om sine følelser, om savnet af sin mor. Egor fejer hende af og ser ned i jorden. Man skal gemme sine følelser væk for samfundet, mener han.

”Vi er to meget forskellige personer,” konstaterer Mie. Med sin danske ligefremhed, sit kornblonde hår og enorme store blå øjne er Mie Egors diametrale modsætning. Russerens tilknappede natur irriterer hende fra tid til anden, mens Egor med en aura af fikseret professionalisme kæmper for at holde øjnene rettet mod målet: at blive en fantastisk danser og forhåbentlig en dag verdensmester. Han vil gøre, hvad der skal til for at nå til tops, og ser ingen anden mulig levevej for sig selv.

Ligesom hovedpersonen Miri i Katrine Philps kortfilm Book of Miri fra 2009 (som kan ses på Ekko Shortlist) er Egor dog en fremmed fugl i et fremmed land. Philps skildrer endnu engang på subtil vis den indre, eksistentielle krise i et menneske, hvis rødder er blevet kappet fra barnsben. Og som tilskuer er det svært ikke at føle et stik i hjertet for ynglingen Egor, når han reflekterer over sit liv og savn med en nøgtern retorik, der synes næsten uhyggeligt voksen.

Egor er bekymret for, om han er for direkte i sine udtalelser til at passe ind i Danmark. Han har svært ved at forstå den danske mentalitet og er tydeligvis dybt ensom, selv om han aldrig selv nævner det. Egors far er officer i det russiske militær og kan ifølge sønnen ikke gøre noget forkert. Han er en rigtig russisk kriger, fortæller Egor med en stemme, der i et ganske kort sekund truer med at knække, da han slår fast, at forældrene er de vigtigste mennesker i hans liv. Det er Katrine Philps store fortjeneste, at man får lyst til at kramme Egor igennem skærmen, akkurat som hans mor på webkameraet.

Et næsten ubærligt følelsesmæssigt pres hviler på Egors skuldre forud for hans og Mies kommende dansekonkurrence. Kvalificerer parret sig til European Championship i Moskva, vil Egors mor flyve ind fra Kina for at se sin søn danse. Det vil desuden være første gang i årevis, at Egor danser i sit hjemland omgivet af venner og familie. Egors benhårde ambition om at lykkes ser i flere af filmens scener ud til at være ved at fortære den unge mand indefra. Man venter nervøst på den følelsesmæssige eksplosion, der ulmer under overfladen i Egors sind, men danseren danser videre med blikket stift rettet mod sin partner og pointtavlen.

Hvad der sker under filmens dansekonkurrencer, skal ikke afsløres her, men lad det være sagt med det samme: Man føler stærkere med Egor og Mies anstrengelser end noget andet par i de fleste fiktive dansefilm. Man brænder for deres succes og krydser fingre og tæer for, at de to teenagere ikke skal lide nederlagets skuffelse.

Dans for mig er smukt filmet af Sophia Olsson og Niels Thastum, hvis stemningsfulde billeder af regnvåde Danmark versus de elegante dansere veksler mellem det drømmeriske og et mere nøgent dokumentarisk udtryk. Billedsiden akkompagneres fint af komponisten Uno Helmerssons musik, der slår en tilpas sørgmodig stemning an uden at overgøre filmens mere sentimentale aspekter.

En lille triumf.