The Daughter

Kan en familie leve lykkeligt, men uvidende på et fundament af løgne? Eller bør sandheden altid tvinges frem med fare for at splitte idyllen ad?

De to spørgsmål stiller det australske drama The Daughter. Det er med andre ord de store temaer, filmen bakser rundt med: familien, den skjulte fortid og kærligheden mellem forældre og børn.

The Daughter er nok tung og alvorlig, men i hænderne på debutantinstruktøren Simon Stone og et umanerligt godt sammensat hold af skuespillere er det også et opslugende og meget veldrejet værk.

Filmens handling og væsen baserer sig på Henrik Ibsens teaterstykke Vildanden fra 1884, som den i store træk følger, om end i en opdateret version.

Oliver (Ewen Leslie) lever et tilsyneladende godt liv med sin kone Charlotte (Miranda Otto) og teenagedatter Hedvig (Odessa Young) i en australsk lille by.

Samtidig vender Olivers barndomsven Christian (Paul Schneider) hjem til byen i forbindelse med sin far Henrys (Geoffrey Rush) forestående bryllup. Henry er den velhavende ejer af det lokale savværk, men som filmen begynder, må han af økonomiske årsager lukke det.

Oliver og Christian knytter på ny venskabelige bånd, og den tilbagevendte søn bliver hurtigt en god ven af Olivers lille familie. Men Christian kæmper med sine fortrængte dæmoner, og da hans liv falder sammen omkring ham, beslutter han mere eller mindre bevidst at blotlægge en velbevaret familiehemmelighed.

Christians handlinger får også fatale konsekvenser for Olivers liv og hans forhold til sin datter Hedvig.

Det giver rigtig god mening, at instruktøren Simon Stones første film er en bearbejdning af Ibsens drama. Stone kommer selv med en baggrund som teaterinstruktør og dramatiker og formår overbevisende at flytte Vildanden fra de skrå brædder til filmlærredet.

På mange måder har Stone filtret karakterernes relationer endnu mere sammen end hos Ibsen og skruet ekstra op for dramaet, men det fungerer og forløber uproblematisk.

Faktisk er The Daughter ikke kun stærk i det ibsenske drama, men også i det filmiske sprog, som Stone afvikler med en god del dynamik. Blandt andet benyttes miljøet omkring den halvdøde lilleby som melankolsk og stemningsfuld ramme.

Og i stedet for at betone det stive og traditionelle kammerspil, flyder handlingen nemt og ubesværet afsted, mens manuskriptet afbalanceret doserer dramatikken.

Scene for scene trænger filmen tålmodigt og adstadigt ned i det underliggende drama, som konstant ligger og ulmer.

Ensemblet er koncentreret omkring Oliver og Christians familie, men personernes forhold trækker intrigante tråde mellem dem på kryds og tværs.

Olivers halvsenile far, der spilles af Sam Neill, og Geoffrey Rush er veteranerne, der både ser godt ud på plakaten, men som også spiller solidt.

Ewen Leslie og Paul Schneider er fremragende som de to gamle kammesjukker, der både kan være drengerøve og knudemænd sammen.

Men det er unge Odessa Young, der trækker opmærksomheden til sig. Millimeterpræcist balancerer hun sin rolle mellem uskyldigt barn og fuldbyrdet voksen. Særdeles imponerende for den sekstenårige spillefilmdebutant.

Det stærke skuespil løfter The Daughter som et engagerende drama, der emmer af noget umiskendeligt skandinavisk. Meget af det skyldes selvfølgelig Ibsens forlæg, men man kan også fornemme noget Bergman i historien. Og så ligner den centrale bryllupsscene i filmens sidste tredjedel nok så meget noget fra Lars von Triers Melancholia.

I 2016 er de spørgsmål, Ibsen stillede i 1884, stadig interessante og vedkommende. Måske er dramaet millimeter fra at kamme over i vemod og hul patos til sidst, men det klarer skærene. Og mens Ibsens Vildanden slutter ubetinget tragisk, efterlader The Daughter faktisk sit publikum med en lille flig af håb.