Biografanmeldelse
27. juli 2022 | 23:20

DC League af Superkæledyrene

Foto: Warner Bros.
Den kappeklædte superhelts bedste ven er hunden Krypto, men deres forhold bliver sat på en prøve, da Superman indleder et seriøst kæresteforhold.

Supermans hund skal redde verden i charmerende animationsfilm, der er en god indgang til DC’s superhelteunivers for de mindste og fornøjer voksne med metajokes.

Af Aske Nielsen

Krypto lever et godt liv.

Ud over at være Supermans hund er han også den kappeklædte superhelts bedste ven. De flyver ture, bekæmper superskurke og kaster med Kryptos ynglingslegetøj Bidebruce, der er et Batman-pivedyr.

Alting ånder fred og idyl, indtil Supermans forhold til Lois Lane bliver seriøst.

Superman prøver at finde et nyt kæledyr på et internat til at holde Krypto med selskab, men superhunden har ingen intentioner om at opgive sin bedste ven. Konflikten når sit højdepunkt, da Superman kalder Krypto ”en slem hund”.

Det hjemlige drama træder dog hurtigt i baggrunden, da Superman og resten af Justice League-heltegruppen bliver taget til fange af marsvinet Lulu fra dyreinternatet.

Lulu er dog intet almindeligt marsvin. Hun har nemlig fået superkræfter af et orange stykke kryptonit. Idéen fik hun fra Supermans ærkefjende Lex Luther, som Lulu er opsat på at gøre stolt.

Heldigvis har resten af dyrene på internatet også fået superkræfter, og Krypto må derfor sluge sit eget ego og lære at samarbejde for at redde sin ejer. Specielt fordi han har spist kryptonit skjult i et stykke ost og derfor mangler sine superkræfter.

Holdet af kæledyr består af den næsten blinde, men lynhurtige skildpadde Merete, det meget nervøse og elektriske egern Chip, den usikre gris HB, der kan ændre sin størrelse, og den usårlige hund Ace, som ikke vil snakke om sin tragiske fortid.

Sammen må de overkomme deres personlige problemer for at mestre deres nyfundne evner og redde verdens helte.

DC League af Superkæledyrene er fra Marvels tegneseriekonkurrent DC. Manuskriptet er skrevet af forfatterne bag den utroligt underholdende Lego Batman filmen, og den nye film er fyldt med metajokes til tegneseriefans.

Der bliver både gjort grin med Supermans meget gennemskuelige civile forklædning, superhelte-træningsmontager og filmens ligheder med Paw Patrol-serien.

Mediet bliver også brugt klogt i disse jokes, hvor stilen af og til skifter til et mere karikeret udtryk.

Den danske version har en reference til Bagedysten med velkendte stemmer i et sjældent tilfælde, der faktisk fungerer bedre på dansk end engelsk. I modsætning til den danske titel, som ikke er den mest mundrette.

Mellem alle morsomhederne tør filmen heldigvis også at være dramatisk.

Temaer som at få nye venner, at skulle dele opmærksomheden med andre og lede efter en familie er ikke nyskabende. Toy Story-filmene har berørt alle problemstillingerne, og den Oscar-vindende kortfilm Feast er en destillering af Kryptos rejse.

Superheltevinklen i DC League af Superkæledyrene giver dog historien et nyt pift.

De danske stemmer er fremragende. Kenneth M. Christensen og Niclas Mortensen giver filmen en god tyngde som Krypto og Ace, der har flere fremragende dramatiske scener om det at være hund – super eller ej. Lise Baastrup, Pernille Højmark og Christian Fuhlendorff som henholdsvis HB, Merete og Chip er alle underholdende, og specielt Højmarks tørre replikaflevering fungerer perfekt til karakteren.

Brødrene Magnus og Emil Millang er et herligt komisk indspark som Mark og Keith – to marsvin, som bliver hvervet af Lulu til en hær af håndlangere. Deres modsatrettede superkræfter ild og is giver dem samarbejdsvanskeligheder.

Filmen er god til at bruge figurernes forskellige kræfter i action-scenerne. Det gælder specielt en redningsaktion i tredje akt, hvor HB vokser sig kæmpestor for at blive en rampe for Meretes superfart, som skyder Ace og Chip afsted, så deres kræfter kan iscenesættes.

DC League af Superkæledyrene er en fremragende indgang til DC’s superhelteunivers for de mindste, mes de voksnes serviceres med meta-jokes. Så der er god underholdning for hele familien.

Trailer: DC League af Superkæledyrene

Kommentarer

Titel:
DC League af Superkæledyrene

Originaltitel:
DC League of Super-Pets

Land:
USA

År:
2022

Instruktør:
Jared Stern, Sam Levine

Manuskript:
Jared Stern, John Whittington

Medvirkende:
Kenneth M. Christensen, Niclas Mortensen, Anne Vester Høyer, Lise Baastrup, Martin Greis-Rosenthal

Spilletid:
105 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra 7 år

Premiere:
28. juli

© Filmmagasinet Ekko