De dyre piger

Det er vanskeligt at nå ud til den unge målgruppe. Det problem kender man på DR, som tidligere i år undersøgte, hvad ungdommen gerne vil have. 

Svaret viste sig at være ”relaterbarhed”. Derfor har DR på det seneste stræbt efter at skabe ”hverdagsfortællinger, hvor uperfekte rollemodeller gebærder sig i situationer, som de unge kan spejle sig i”, som chefen for DR’s ungdomsafdeling har udtalt. 

Selv om en række af DR’s seneste dokumentarprojekter måske har været relaterbare for målgruppen, er de også flere gange blevet kritiseret for at mangle substans og retning. 

Men med den overraskende dybsindige DR3-dokumentarserie De dyre piger – skabt af selskabet Blu – lykkedes det denne gang at skrue en både relaterbar og vigtig historie sammen. 

Over otte afsnit – som nok er et par stykker for meget – fortæller en håndfuld unge kvinder, hvordan de på Instagram giver sig ud for at leve det perfekte liv. De køber dyrt tøj, tager på luksuriøse rejser, holder ekstravagante selskaber og lægger undervejs det hele ud på Instagram. 

Det er et velkendt fænomen, at især unge mennesker bruger de sociale medier til at fremstå på en bestemt måde. Det er kun livets højdepunkter, følgerne må se, og dokumentaren ville være ligegyldig, hvis den kun skøjtede rundt på den polerede overflade. 

Det gør den heldigvis ikke. 

Til at begynde med er det svært at have andet end latter til overs for de unge kvinders substansløse liv. Det meste af dagen går med at tage billeder til Instagram, og det vigtigste synes at være, hvordan andre mennesker opfatter dem. 

En af kvinderne, en ung studerende på tyve år, får råd til dyre sko ved i ugevis at leve af risengrød. En anden af de medvirkende, en sygeplejestuderende i begyndelsen af tyverne, finansierer sine shoppingture ved at tage SU-lån og kviklån. Men hun har tilsyneladende ikke begreb om, at pengene skal betales tilbage med noget, der kaldes renter. 

De dyre piger har egentlig ikke råd til det glamourøse liv, som de har set andre Instagrammere leve, men det kan man jo ikke se på de opstillede billeder. 

Indledningsvis giver De dyre piger den samme selvtilfredse følelse i kroppen som reality-programmer a la TV3’s Luksusfælden, som mange ser for at få det bedre med sig selv. 

Den slags kaloriefattigt tv er der selvfølgelig ikke meget public service i, men med kløgt bevæger dokumentarserien sig dybere ned i kvindernes psykologi. 

Hvorfor vil man for enhver pris fremstå rig og succesfuld for en flok følgere, man alligevel ikke kender? 

Svaret resulterer i vedkommende og relevant tv for den danske ungdom, og det er her, public service-værdien er stærkest. Det er svært at blive ved med at grine ad de unge kvinder, når de forbløffende ærligt fortæller om galoperende angstanfald, svigt i barndommen, kropslig usikkerhed, uoverstigelig ensomhed og andre udfordringer, som de tyr til Instagram for at løse. 

Det er tragisk at være vidne til, fordi Instagram så indlysende bare gør det hele værre for dem. 

I den desperate jagt på anerkendelse lader de medvirkende kvinder sig friste af de mange forskellige skønhedsoptimerende tilbud, der er opstået, efter at vi er blevet så ekstremt optaget af os selv. 

Den unge studerende, som lever af risengrød med smør og sukker, betaler eksempelvis tusindvis af kroner for at få sprøjtet fillers – en slags gel – ind i huden for at få bugt med dobbelthagen. 

Der er også massagestøvlen, som en anden af de medvirkende mener at have brug for. Den var egentlig opfundet til at øge blodomløbet hos diabetespatienter, men kan også øge velværet og skaffe mange likes på Instagram. 

Instagram er tilsyneladende designet til, at vi skal sammenligne os med og positionere os selv i forhold til andre. Det lader til at være aldeles usundt for unge mennesker som kvinderne i De dyre piger, der i forvejen kæmper med lavt selvværd. 

I disse år diskuteres det ofte, hvordan vi skal tackle techgiganternes indtog i Danmark, og især vækker det vrede på Christiansborg, at folkene bag Instagram og andre sociale medier ikke betaler skat. 

De dyre piger rejser et andet spørgsmål: Er vi overhovedet i stand til at bruge sociale medier uden at tage skade af det?