De kongelige statuer

Sadistiske chefer, sexisme, rygende nepotisme og dårlige arbejdsforhold for mennesker uden for magtens smalle sfære. Træk en hvilken som helst kreativ industri op af hatten, og den ville være ramt på kornet.

Men den nye webserie De kongelige statuer, der både er skabt og produceret af komikerduoen Mette Søndergaard Nielsen og Sofie Jo Kaufmanas, foregår hverken i museums-, film- eller for den sags skyld skulptørindustrien.

I stedet prøver veninderne Lena og Birgitte (Mette Søndergaard Nielsen og Sofie Jo Kaufmanas) at klare sig i en alternativ virkelighed, hvor det hotteste inden for kunst- og kulturverdenen er levende statuer – eller kongelige statuer, som veninderne betragter sig selv.

Med et tv-hold i hælene møder vi dem på Det Kongelige Museum, hvor de står til udstilling, mens de rigtige statuer er til restauration. Men seks timer inde i vagten smides de på porten, da deres chef ikke har brug for dem længere.

De er naturligvis ansat freelance, så arbejdstilsyn og ansættelsesgaranti er en by i Rusland.

Analogien til kreative brancher er klokkeklar.

De to klager over, at der er færre muligheder for kvinder end mænd, da der jo er flest mandlige statuer. Og da de senere prøver at snige sig ind til en prestigefuld industrifest, bliver Lena mødt af en klam caster, der har travlt med at groome kommende ”statuer” ved klaveret og tilbyder Lena billetter for et hurtigt blowjob.

Idéen fører tit til absurde og morsomme situationer, der leveres vidunderligt tørt af de to hovedrolleindehavere. Birgitte ender på aktivering som mannequindukke i et udstillingsvindue, og da de to laver ansøgningsvideoer til potentielle castings, poserer de som Frihedsgudinden og Boy i stedet for at recitere kendte scener, som skuespillere ellers ville gøre.

På den anden side er analogien så 1:1 med især teaterbranchen, at man nogle gange spekulerer på, om den overhovedet er nødvendig. Det fantastiske eller metaforiske element udvander snarere satiren end at styrke den.

Uden den unikke præmis minder serien, der kan ses gratis på Facebook og YouTube, mere end en smule om kritiker-darlingen Ditte & Louise. Og i den henseende går De kongelige statuer ikke så langt i at belyse de sociale uretfærdigheder, som forbilledet gør.

Serien lever til gengæld af den glimrende kemi mellem Mette Søndergaard Nielsen og Sofie Jo Kaufmanas. I en komedieserie holder det heldigvis langt hen ad vejen. Især Kaufmanas brillerer som den blåøjede Birgitte, der konstant kaster små, selvbevidste blikke til kameraet.

Da de prøver at komme ind til industrifesten, hælder Birgitte forladte, halvtomme champagneglas i sig. For at bevise sit værd til en casting med en særlig ondskabsfuld caster skærer hun sin hånd op for at vise ”blod, sved og tårer”. Og da de to veninder senere kommer op at toppes, skriger hun ganske morsomt: ”Fuck dig selv så hårdt, at du dør!” mod hjerteveninden.

De to suppleres af en stjernerække af danske skuespillere som Rosalinde Mynster, Rasmus Botoft og Brian Lykke, der alle er med til at løfte serien. Især Nastja Arcel giver en væmmeligt overbevisende præstation som caster, der både skriger af sin stakkels assistent og traumatiserer sine ansøgere, mens hun forguder sig selv og sit endeløse talent.

Selv med de stærke præstationer virker de otte afsnit mellem ti og tyve minutter dog noget optimistisk for en så spinkel præmis, der hurtigt løber tør for energi. Det er da også sigende, at præmissen i de sidste to afsnit ryger i toilettet, idet Birgitte bliver medlem af en Scientology-lignende kult.

Der tegner sig et billede af, at to kvinder bag serien er rigeligt morsomme i sig selv – også uden kalk i hoved og hår.