I sin anden spillefilm tackler den islandske instruktør og manusforfatter Baldvin Zophoníasson tre skæbner før finanskrakket.
Den 24-årige alenemor Eik har et aftenjob som prostitueret for at holde økonomien oven vande. Efter tyve år på flasken vender den fallerede forfatter Morí tilbage med et mesterværk. Og den nyudklækkede forretningsmand Sölvi mister sin uskyld i en grådig bankverden på vej mod afgrunden.
Netop krakket er betydningsfuldt, for filmen svælger i en præ-apokalyptisk begravelsesstemning. Personernes tragiske fortid og usikre fremtid bliver blotlagt gennem en prætentiøst fatalistisk flet-fortælling a la Crash og Babel.
Zophoníasson har svært ved at holde alle boldene i luften, til trods for at der ”kun” er tre hovedpersoner. Og han falder hovedkulds i genrens mest karakteristiske faldgruber: usandsynlige sammentræf og ujævne historier.
Her trækker Sölvi det korteste strå. Thor Kristjansson var stærk som samspilsramt junkie i Black’s Game. Men her har han tilsyneladende ikke fået anden instruktion end at grine charmerende (og i længden enerverende), når hans yuppie-smarte chefer beder ham være en holdspiller og se bort fra reglerne.
Hvor forudsigelige film end kan være, er det dog normen, at man forsøger at snyde publikums forventning. Den slags anstrengelser har filmskaberne ikke gjort sig i Sölvis historie.
Langt mere interessant er forholdet mellem Morí og Eik, hvis venskab heldigvis tildeles det meste af filmens spilletid. Han er verdenstræt og fast besluttet på at drikke sig selv ihjel. Hun kæmper med efterslæbet fra en barndom mærket af misbrug.
Det hjælper også, at de to skrøbelige eksistenser er formfuldendt realiseret fra skuespillernes side. Hera Hilmarsdóttir har som Eik en teenagers ansigt og en fremføring, der på en gang er viljestærk og ubeslutsom – en karakter, der er fanget mellem et forsømt forår og udsigten til et trøstesløst voksenliv.
Þorsteinn Bachmann indtager ubesværet Móri-rollen som karrieredranker med møgbeskidt læderjakke, utæmmet fuldskæg og gråsprængt hippiehår.
En tilfældig fordrukken aften fremfører han et digt på en røgfyldt, mørklagt bar. Og mens kameraet langsomt nærmer sig, går han fra indledende lyriske banaliteter til intim selverkendelse: ”Og alligevel stirrer jeg /gennem isen /på det grønne /og håber isen brydes.”
Og så kommer strygerne, hvis vi ikke skulle have forstået, at det er et betydningsfuldt øjeblik.
Er dette tilfældet, er man lovligt undskyldt: Ført sent i historien får vi at vide, at is har en helt personligt, traumatisk betydning for Móri.
Det problem kommer igen og igen: Skabsskeletterne bliver hevet frem med affekteret selvhøjtidelighed, men de kommer så sent, at man enten har gættet sig til den rette sammenhæng eller for længst har mistet interessen.
Zophoníassons tendens til at sløre sammenhængen mellem hvem, hvor og hvornår er med til at gøre filmen til et frustrerende bekendtskab.
Frustrerende er det ikke mindst, fordi det gør det sværere at få øje på det solide håndværk, der ligger bag.
Hilmarsdóttir og Bachmann får meget ud af ellers utaknemmelige roller. Og billederne er kompetent – ikke prangende – komponeret i mørke, urolige billeder, der understøtter fornemmelsen af lurende tragedie. Det samme gør den stemningsfulde musik.
Men instruktørens trang til at tvangsfodre publikum med sine egne følelser på bekostning af enhver form for mådehold er anstrengende i længden.
facebook
twitter
Kommentarer