De smukkeste år

Livet går ikke altid, som man håber på.

Den sætning kan de fire venner fra De smukkeste år skrive under på.

Tre drenge – Giulio, Paolo og Riccardo – og pigen Gemma møder hinanden som teenagere og udvikler et stærkt bånd i det sommerfulde Italien i 80’erne.

Da voksenlivet begynder sit indtog, skifter alliancer i venskaberne, og langsomt driver de alle fra hinanden.

Ved et tilfælde bliver kontakten genoptaget, og de fire venner står nu små 40 år senere og kigger tilbage på hinanden, og hvad livet har budt dem.

Det lyder som en kliché, men De smukkeste år vil minde dig om, hvad det vigtigste i livet er.

Venskaber. At være der for hinanden. Lige meget hvad.

De fire skuespillere kommer på en rutsjebanetur, og man sidder som publikum lige bag dem med sele på. Og det er umuligt ikke at mærke alle de følelser, der generøst flyder fra lærredet.

I skøn samklang med den vidunderlige musik – skabt af Oscar-belønnede Nicola Piovani – lever og ånder skuespillerne, så man forstår deres karakterers energiske stræben efter lykken, om end man ikke altid er enig i deres valg.

Pierfrancesco Favino spiller gyldne Giulio, som er dygtig, intelligent og arbejdsom, men har svært ved at finde sig til rette.

Kim Rossi Stuart er den romantiske, følsomme Paolo, som stadig drømmer om sin teenage-romance med Gemma.

Gemma – spillet af Micaela Ramazzotti – er den eneste kvinde i gruppen. Hun har kastet om sig med mænd, som var de cigaretter, men inderst inde drømmer hun om at finde et sted at høre til.

Og så er der Claudio Santamaria som Riccardo, gruppens optimistiske medlem med det krøllede hår og evige smil på læben lige meget, hvor meget modgang han møder i livet.

Især sidstnævnte brillerer som den altid uheldige Riccardo. Han går fra fiasko til fiasko både arbejdsmæssigt og familiemæssigt, men alligevel er det ham, som er limen i vennegruppen, og som sørger for, at de aldrig helt mister hinanden.

Den italienske instruktør Gabriele Muccino har arbejdet sig op fra at være kendt primært i Italien til at lave film i Hollywood.

Will Smith valgte ham personligt som instruktør på The Pursuit of Happyness og måtte kæmpe mod de store filmselskaber for at beholde den visionære instruktør, som knap kunne tale engelsk.

Ikke desto mindre mærker man især hans talent, når han laver film i og om sit hjemland.

En god detalje er måden, Gabriele Muccino har valgt at bryde den fjerde væg på. Han lader skuespillerne henvende sig direkte til kameraet med deres tanker om de ting, som udfolder sig i filmen.

Det er herligt anderledes og frimodigt, og det skaber en humoristisk forbindelse mellem filmen og publikum.

De smukkeste år vil røre alle, som har oplevet en flig af ægte kærligheds sødme og den til tider bitre eftersmag af tab. Men budskabet er, at livets alvor og glæder er til for os alle.

Det handler bare om at række ud efter det og acceptere, at man kan miste det hele igen. Og så indeholder filmen en af de smukkeste kærlighedsscener i nyere film tid. Sjældent er opera og en trappeopgang blevet skildret så fantastisk.

Endelig er timingen af premieren perfekt.

I en grå, coronaramt hverdag er det en befrielse at blive bragt til en verden fyldt med varme og vin, omfavnelser og drømme.

Og blive mindet om, at livet er til for at blive levet.