Smukke franskmænd, der taler om kærlighed. Lyder det bekendt?
Nybølgeinstruktøren Éric Rohmer var mester i at lave film om mennesker, der går rundt i smukke omgivelser, mens de snakker – ofte om romantiske anliggender. I Den grønne stråle fra 1986 flakker en kvinde rundt i billedskønne feriebyer og filosoferer over livet og kærligheden.
De ting, vi siger, og de ting, vi gør minder i udgangspunktet om en Rohmer-film.
Gravide Daphné (Camélia Jordana) efterlades først alene i et sommerhus, da hendes mand bliver kaldt på arbejde i Paris. Men ind træder så mandens fætter, Maxime (Niels Schneider). Han er oversætter, wannabe-forfatter og ulykkeligt forelsket.
Daphné og Maxime bliver hurtigt fortrolige og deler deres kærlighedshistorier med hinanden. Imens går de rundt i skøn natur med vinmarker i horisonten.
Hvor Rohmer dyrkede en enkel og naturlig fortællestil, føles instruktør og manuskriptforfatter Emmanuel Mourets film mere nøjeregnende. Personernes historier passer lidt for godt sammen, som brikker i et puslespil.
Maxime og Daphnés fortid udrulles i flashbacks og udgør nærmest hver sin lille film.
Senere springer filmen til Daphnés mand François (Vincent Macaigne) i Paris. Han møder og begynder at sludre med sin ekskones nye kæreste. Og så får man historien om, hvordan François og hans ekskone Louise gik fra hinanden – set fra hendes perspektiv.
Louise spilles med dybde af Émilie Dequenne, der vandt en fransk César-pris for sin præstation. Hendes historie formår at overraske relativt sent i filmen, men den fremhæver også svaghederne i hovedfortællingen om Maxime og Daphné.
Undervejs antændes der ikke overraskende en gnist mellem de to. Men der bliver brugt så meget krudt på flashbacks, at man aldrig rigtigt forstår, hvad de to romantikere ser i hinanden.
Det er især svært at følge, hvorfor Daphné er tiltrukket af vattede Maxime. Filmen prøver at vække vores medlidenhed med ham ved i fortidssporet at vise, hvordan Maxime møder sin gamle flamme, Sandra (Jenna Thiam), som han bliver forelsket i på ny. Hun driver ham rundt i manegen og finder sammen med hans bedste ven.
Men det er nærmere tragikomisk at se Maxime acceptere, at hans ven overhaler ham indenom og bliver kæreste med Sandra. Da vennen giver ham nyheden, stirrer Maxime blot ud af vinduet med med blanke hundeøjne.
Og som romantisk modstykke til gravide Daphné er Maxime langt fra overbevisende.
Emmanuel Mouret skal have cadeau for, at han dvæler ved tvivlen. Efter personerne har omfavnet hinanden i, hvad der i de fleste rom-coms ville være det forløsende kys, overvældes de af rådvildhed.
Her rammer filmen plet i sin skildring af en fomo-tidsalder, hvor alle konstant er bange for at gå glip af noget – også når det kommer til kærlighed. De fleste af filmens personer har enormt svært ved at tage en beslutning og blot vælge én at kaste sin kærlighed over. Hvis de først har taget et valg, går der ikke længe, før de genovervejer det.
Deres vævende facon fremstår både autentisk og tidstypisk.
Desværre redder det ikke De ting, vi siger, og de ting, vi gør fra at føles en kende velsmurt og kunstig. For eksempel virker det knap så troværdigt, at Daphné møder François et splitsekund efter, at hun er blevet droppet af sin chef, som hun var besat af.
Alle filmens personer er en smule for villige til at dele deres historier med hinanden, og man mangler mystikken i det usagte. Det hele glider en tand for let, når man konstant kan sætte ord på enhver følelse.
Derfor ender det ellers intime drama med lækre billeder af lækre mennesker badet i lækkert lys med at have en næsten distancerende effekt.
Kommentarer