De tre Bukke Bruse i badeland

Historien om de tre Bukke Bruse, der skal til sæters for at æde sig fede og krydser en bro med farlig trold under, siger med få sætninger noget fundamentalt om menneskedyrets paradoks.

Menneskeheden kan være de tre bukke, der er bevidst om egne individuelle mangler og ved hjælp af snilde og sammenhold er i stand til at overvinde en enorm forhindring.

Men mennesket kan også være trolden, hvis umættelige grådighed er roden til dens egen undergang.

Folkeeventyret blev nedskrevet af Norske Peter Christen Asbjørnsen og Jørgen Moe i 1841, men det bliver aldrig gammelt. Alligevel skrev norske Bjørn F. Rørvik i 2009 den muntre efterfølger De tre bukke Bruse i badeland, og nu er der kommet en filmatisering.

Det lyder som helligbrøde at bygge videre på en nordisk grundfortælling, men instruktør Will Ashurst har formået at løfte historien op i nutidig børnehøjde.

De tre Bukke Bruse er blevet trætte af at tilbringe hver eneste sommerferie på sæteren og snyde sig forbi trolden på vej dertil.

Så i år tager de i badeland.

I stedet for de tre flade klovdyr fra folkeeventyret møder vi dybt charmerende figurer med masser af individuel personlighed.

Den mindste bror er en bangebuks, der flygter fra selv den mindste trussel under mantraet: ”Men jeg er jo alt for lille.”

Den mellemste er en solbrilleklædt vildbasse, der drømmer om at køre bil og stange trolde. Den største buk er en nervøs familiefartype med stort ansvar og lille autoritet.

Sidstnævnte spilles på dansk af altid fortræffelige Jens Jacob Tychsens, som med veltimet tøven og stammen gør bukken elskelig.

Familiebilen overpakkes med vanvittigt mange badedyr, og så er det ellers afsted gennem et 2D-agtigt 3D-animationsunivers, der danner en perfekt ramme for massevis af slapstick.

Selvfølgelig også med en del pauser. Den mindste Bruse skal tisse mere eller mindre hele tiden, hvilket han sætter en komisk stor fornøjelse i.

Desværre lykkes det trolden at følge sporet af badedyr, som falder ud af bilen undervejs. Og så vanker der klassisk komik a la Grimm E. Ulv og Hjulben med absurde fælder og forklædninger.

Undervejs har trolden ellers flere gange chancen for at spise alle mulige andre dyr, men udyret er åbenbart en rigtig nordmand og må absolut have nationalretten fårikål.

Filmen malker på bedste vis gimmicken, hvor den grådige trold aldrig kan spise noget, hvis han tror, der kommer noget større eller bedre senere.

Det gælder også dyppelse, for trolden gider ikke spise almindelig karryketchup, når han ved, at der kommer en mere krydret ketchup lige om lidt. Og selvfølgelig ender han med at brænde ganen.

Da vi møder trolden første gang, synger han en ret irriterende sang. Det virker som et dovent forsøg på at stimulere de mindste børn med et omkvæd bestående af ordene ”nam nam nam”.

De uinspirerede musiknumre er i det hele taget den svageste del af filmen. Lige bortset fra en smuk sekvens, hvor de tre fårebrødre flerstemmigt synger en vemodig melodi rundt om et lejrbål, og broderskabet mellem dem bliver hørbart i samklangen.

Selvfølgelig er der også oversættelsesudfordringer undervejs. Får siger ”mæh”på dansk og ikke ”bææh”, så joken lander ikke rigtigt, når der i starten af filmen står ”bææhseretpå en sand historie”.

Omvendt virker det underligt med danske øjne, når ingen griber muligheden for at kalde det ”bukkebrusebad”, da fårene tager, hvad der på norsk hedder et ”dusj”.

Endelig når fårene frem til badelandet, hvor de får to meget vigtige formaninger: Man skal vaske sig, før man går i vandet, og det er forbudt at bade ”med dilleren ude”.

Men midt i baderiet dukker deres forfølger endnu engang op, og nu må bukkene en sidste gang stikke hornene sammen og finde på en god plan for at besejre trolden, som heldigvis intet har lært af sine mange fiaskoer.

Efter 70 minutters spas, der aldrig føles overmoraliserende, er det nu op til børnepublikummet at vælge, om de i livet vil være kløgtigt samarbejdende bukke eller dumme grådige trolde.

De tre bukke Bruse i badeland gør valget nemt og sjovt.