Deadpool 2

Det er sjovt, så hurtigt en ny idé kan føles gammel. 

Den første Deadpool var en pubertær fuckfinger til superheltegenren, der svælgede i komiske aflivninger og fornærmelser så kreative, at de ville få bartenderen på selve det bruneste værtshus til at bede om kammertonen. 

Det var udsøgt metakomik, når den arrede super-antihelt Deadpool gang på gang vendte sig mod kameraet med et flabet smil og nedgjorde sin egen film. 

Det var pissesjovt og er det stadig, men særligt i denne toer bliver det også et paradoks. For hvor meget kan man investere i en film, der ikke tager sig selv seriøst? 

Satiren lægger ellers stærkt ud med en stribe vittige lejemord, hvor Deadpool rejser verden rundt og nedlægger den ene bande efter den anden, mens Dolly Parton synger: ”Workin’ nine to five …” 

Det går godt, indtil det går galt. Hævnlystne håndlangere opsøger Wades hjem, og en løsfaren kugle dræber hans hjertes udkårne. Bedst som de havde besluttet sig for at starte en familie, selvfølgelig. Er det tragisk eller bare tragikomisk? 

”Det er svært at forstå dig med al den tudepik, du har i munden,” siger hans ven. Så Wade sniffer masken fuld af kokain og sprænger sig selv i luften, men selv i stumper og stykker har Deadpool for mange superkræfter til at dø. 

Først da han møder den samspilsramte mutantdreng Russell, finder han en ny retning i livet. Engang i fremtiden bliver drengen en megalomanisk superskurk, så i nutiden bliver han jaget af den tidsrejsende cyborgsoldat Cable, der vil nappe truslen i opløbet. 

Tænk på Terminator. Samme princip. Og manuskriptet er fyldt med den slags kreative genbrug. ”Det er dovent skrevet!” brokker Deadpool sig så meta-kækt, at man næsten glemmer, at det er dovent skrevet. 

Tonen er gennemført selvsmagende, men Deadpool er stadig en dejligt rapkæftet anarkist, og Ryan Reynolds leverer skarpe popkultursreferencer og ætsende put-downs med nedladende og afvæbnende charme. 

”Gå hjem med dine mystiske sexlæber, Jared Kushner” siger han til en udmagret fyr, der ligner Trumps svigersøn på kindbenene. I de danske undertekster ligner han Morten Messerschmidt, og det er bestemt heller ikke ved siden af. 

Der er latterbrøl, men for mange vittigheder ender mere som høflig klukken. Da en håndlanger råber Deadpool an, svarer han: ”Jeg er Batman.” 

Vittigheden er bare tretten år for gammel. 

Meget af satiren går specifikt på X-Men-serien, der i disse Marvel-tider føles bedagede som Bond-film fra 70’erne. 

Heldigvis er instruktør David Leitch actionmand helt ind til benet, med en lang stuntkarriere og film som John Wick og Atomic Blonde på cv’et. Han leverer det arbejde, han er blevet bestilt til: ekstra indvolde, ironisk kontrapunkt-musik og masser af jokes undervejs. 

Hvem kan ikke lide et ultrablodigt voldsorgie klippet til sprød 90’er-hiphop? 

Den bedste sekvens i filmen er, da Deadpool interviewer kandidater til et superheltehold, der skal tage kampen op mod Josh Brolins komisk bistre Cable. 

Én ansøger har den superkræft, at han slet og ret er bedre end alle andre. En anden hedder Vanisher, og det er ikke til at se, om han er meget dygtig, eller bare forsinket. 

Og den selvsikre Domino har den superkræft, at hun er heldig. Hun bliver spillet af Zazie Beetz, der er fænomenal i serien Atlanta. Også her brænder hun igennem, når hun nonchalant løber gennem et inferno af et harmonikasammenstød – med eksplosioner, glas og skurrende metal til alle sider – i sikker forvisning om, at hun nok skal lande på noget blødt. 

Hvis dog bare den rolle havde været større. Men det bliver den sikkert næste gang. 

Deadpool er nemlig allerede en franchise. En fortsættelse og en superheltegruppefilm er på vej. Film nummer to holder stilen og tonen og er næsten lige så rapkæftet og hurtigskydende som forgængeren, så man går ikke galt i biografen, hvis man forventer mere af det samme. 

Man får bare lidt mindre for pengene.