Da traileren til Netflix’ nye satiriske racismeserie Dear White People ramte nettet, var der dømt shitstorm og forargelse hos horder af kommentarfeltskrigere på YouTube.
I traileren forklarer mørke Sam (Logan Browning), hvordan hvide mennesker skal opføre sig til Halloween: Undgå venligst at lave en ”blackface”, altså at smøre sovsekulør i ansigtet for at komme til at ligne en afroamerikaner.
For Sam er det indbegrebet af racisme.
De vrede på nettet mente, at traileren gav en patroniserende opsang, og de forstod fiktive Sams ord som racisme affyret af en sort mod hvide.
De forstod ikke konteksten, og alene af den grund er der brug for en serie som Dear White People.
Alt for mange af tidens debatter udgøres af to tåbeligt skråsikre poler, der med mavefornemmelse som kompas hver især forsøger at råbe højere end modparten med versaler iført skyklapper.
Det bliver ingen klogere af.
Justin Simiens serie, der er en videreudvikling af hans Sundance-vindende film af samme navn fra 2014, anvender satiren som afvæbnende stødpude i den betændte racismedebat i et univers, hvor der heldigvis er plads til tvivl og forskellige perspektiver.
Det havde været umådeligt uinteressant, hvis Dear White People blot hyldede universitetsradioværten Sams aggressive formaninger til os blege. Men Simien formår dygtigt at gøre sin skarpsindige hovedperson til en skrøbelig fighter, som ofte ender med at blive slave af sin egen kamp.
Dagligdagen i Dear White People udspiller sig på det fiktive eliteuniversitet Winchester blandt imposante murstensbygninger og overfladehøflighed. Men lige under overfladen ulmer racismespændingerne, og serieuniversets forskellige niveauer udtrykkes eksemplarisk gennem underlægningsmusikken.
Det nysselige akademikerliv skildres ved klassisk musik af Schubert og Tjajkovskij, mens den spirende vrede kommer til udtryk gennem intens jazz. Det hele foregår i nutiden, og til de omtågede campus-fester pumper hiphop af Future, Drake og Run the Jewels ud af højtalerne.
Udover Sam følger vi den nørdede journaliststuderende Lionel (DeRon Horton), den Obama-agtige studenterrådsformand Troy (Brandon P. Bell), ambitiøse, parykbærende Coco (Antoinette Robertson), militante, Black Panther-inspirerede Reggie (Marque Richardson) og Sams hvide kæreste Gabe (John Patrick Amedori).
De kan alle se, at racisme endnu er et enormt problem. Politibrutalitet og overfald på sorte borgere fylder nyhederne, hvilket fastholder afroamerikanere som samfundets bærme, og i universitetets mikrokosmos gentages overgrebene.
Spørgsmålet er bare, hvad man dog skal gøre ved racismen. Og det er her, at serien ganske kløgtigt undviger at blive påståelig.
Det er de færreste af os, der er i stand til at vurdere, hvornår et individs problemer skal tilskrives personligt ansvar, og hvornår det bunder i strukturel uretfærdighed.
Justin Simien gør plads til forskellige standpunkter i sin let skævvredne, satiriske verden, hvor en bastant holdning også er en joke, og hvor en joke næsten altid indeholder en holdning.
Afsnit fem forbinder elegant små konflikter med de større samfundsproblemer.
Til en fest begynder to venner, en hvid og en sort, at diskutere om, hvorvidt man som hvid må synge med på et rapnummer, hvor ordet ”nigger” gentages utallige gange. Det eskalerer tjept, og pudselig bliver den sorte dreng truet af områdets betjent med en pistol, mens den hvide knægt går fri.
Den efterfølgende rulletekst afslører, at afsnittet er instrueret af stemningsekvilibristen Barry Jenkins, der tidligere i år vandt en Oscar for Moonlight.
Af og til forfalder Dear White People dog til at dyrke generiske ungdomsromancer og kedsommelig jalousi.
Det gøres naturligvis som et forsøg på at udvide seriens personer til mere end blot eksempler på holdninger til racisme, men de trivielle afstikkere ender med at fremstå som pligtskyldige optrin, der skal overstås, før vi igen kan beskæftige os med den vigtige fortælling om race og indignation i USA anno 2017.
Kommentarer