The Deep Blue Sea

Vi er nogle, der anser 66-årige Terence Davies for at være Englands største nulevende filmskaber. Dels på grund af hans films følesesmæssige styrke og ærlighed, dels fordi han altid tænker helt igennem filmisk.

The Deep Blue Sea, hans første spillefilm siden den sublime filmatisering af Edith Whartons The House of Mirth fra 2000, udspiller sig i de samme omgivelser som hans tidlige, semi-selvbiografiske gennembrudsfilm som Distant Voices, Still Lives og The Long Day Closes: efterkrigstidens tilknappede Storbritannien, en trøstesløs verden af bristede drømme, moderate rationsmærke-ambitioner, frustrerende forbudt begær og begrænset social mobilitet.

Forlægget er Terence Rattigans 1952-stykke af samme navn, men som altid er Davies’ manuskript og instruktion dristig nok til tydeligt at stemple filmen som hans egen, ikke mindst med de faste temaer som ensomhed og fortvivlelse. Filmen foregår i London i begyndelsen af 50’erne og skildrer cirka 36 timer i den smukke Hesters (Rachel Weisz) liv. Det starter med bravour i en stort set ordløs sekvens, ledsaget af de fulde, cirka otte minutter af andantesatsen fra Barbers Violin Concerto. Mellem Hesters forsøg på at gasse sig ihjel i sit snuskede værelse og næste morgen, hvor hun genoplives af sin udlejer, viser filmen både Hester og hendes mands (den højstående advokat Sir William Collyer, spillet af Simon Russell Beale) drømme og begyndelsen på hendes nu smertelige affære med Freddie Page (Tom Hiddleston), en ung og flot, men uansvarlig eks-Royal Air Force-pilot.

Davies kaster derefter lys over, hvordan Hester fik sine selvdestruktive tanker – og udforsker risikoen for, at hun gentager selvmordsforsøget. Som altid hos Davies er kompositionerne, kamerabevægelserne, farverne, klipningen og musikken lige så vigtige som dialogen, når man skal prøve at forstå karakterernes indre liv og den måde, de bliver formet af det sociale pres. The Deep Blue Sea er både et portræt af England og et studie af en kvinde, der er modig eller ufornuftig nok til at risikere alt for sin lidenskab, selvom verden omkring hende prøver at afvise eksistensen af kvindeligt begær.

Filmen fungerer på begge planer. Davies kender til fingerspidserne det, der engang var den ejendommeligt britiske måde at interagere på – ordene, intonationerne, gestikulationen, blikkene – og det mærker man hele vejen igennem, også i den opmærksomhed, der er lagt i tøj, dekor og lyssætning. Skildringen af Hester er for det meste også levende, takket være Rachel Weisz’ følsomme, stilfærdigt stærke præstation.

Men trods filmens intelligens og fortællemæssige raffinement mangler den – i hvert fald sammenlignet med Davies’ bedste – alligevel noget: følelsesmæssig styrke.

Problemet ligger måske i castingen. Weisz og Beale er begge gode, og scenerne mellem dem efter selvmordsforsøget er de mest rørende i filmen. Og takket være en flot spillet afskedsscene fremstår Hiddleston ikke blot som en umoden, overfladisk charlatan. Men forholdet mellem karakterne tager ikke rigtig form. Det er svært at forstå, at Hester ville have stillet sig tilfreds med en så muse-agtig, midaldrende og mor-domineret mand som William. Og endnu værre er der så lidt kemi mellem Weisz og Hiddleston – og så meget akavet, usandsynlig dialog – at det er noget nær umuligt at tro på, at Hester ville blive blød i knæene over den irriterende drengede Freddie. Det er derfor også svært at bekymre sig om, hvordan forholdet til ham ender.

Selvom det er en skam, at The Deep Blue Sea ikke går så meget i hjertet som tiltænkt, kan man stadig sætte pris på dens fantasifulde frugtbarhed og udforskning af de mørke sider af forholdet mellem mænd og kvinder. Davies’ standarder er så høje, at selv en kun delvist vellykket film fra hans hånd er must-see.