Mange amerikanske komedier fremstiller mænd som uduelige og ansvarsløse fjog, der gennemgår en personlig forvandling, som falder i tråd med kærestens ønsker.
Enkelte af filmene bruger tabermand-klicheen til at skabe humor og underholdende fremdrift. Men det gælder på ingen måde Delivery Man.
Vince Vaughn spiller den sløve David, som bliver indhentet af sin fortid, da det viser sig, at han er donor-far til intet mindre end 533 voksne børn. Tidligere var han nemlig flittig leverandør på en sædklinik.
142 af børnene er gået rettens vej for at få svar på, hvem deres faderlige ophav er, og imens retten vurderer, om David fortsat skal være anonym, beslutter han sig for at overvåge børnene som en slags skytsengel.
Men den fransk-canadiske instruktør Ken Scott får ikke det samme ud af præmissen, som han gjorde i sin franske komedie Starbuck, som Delivery Man er en genindspilning af.
Originalen var heller ingen åbenbaring, men havde i det mindste charme og humoristisk kemi med afsæt i den franske komiker Patrick Huard i hovedrollen som tidligere superonanist.
Instruktørens amerikaniserede version er til gengæld en flad, melodramatisk fuser, der bliver fortalt med alt for mange kedsommelige feel good-sekvenser.
Vi bliver trukket gennem manegen, mens David overværer den succesfulde basketballstjerne-søn sende bolden i kurven til tonerne af AC/DC.
Vi bliver heller ikke skånet for det politiske korrekte, når David med en voyeurs tilfredsstillelse betragter sin homoseksuelle søn lykkeligt kysse en anden mand på åben gade, eller når Kleenex-klavertonerne overtager lydsiden i de ”rørende” minutter, hvor han kører sin spastisk lammede søn rundt i en kørestol.
Et kvalmende heroisk øjeblik får vi, når han i sidste sekund griber ind og redder en datter fra at dø af en overdosis.
Det føles overfladisk, uvedkommende og helt ude af balance med manuskriptets mere dramatiske del. David har nemlig spillegæld til de forkerte typer, hvilken går ud over farens slagterforretning, som han inkompetent bringer varer ud for. Og hans gravide kæreste har i øvrigt smækket døren i, indtil han tager sig sammen.
Vi ved selvfølgelig, at vores hovedkarakter nok skal finde frem til lykkens krukke for enden af regnbuen, men vejen derhen er ubehjælpsomt lang.
Vince Vaughn traver tørt gennem filmen og mangler seriøst modspil fra historiens obligatoriske buddy-karakter. Chris Pratt udfylder rollen som hans bedste ven og advokat, Brett, men i de to venners selskab får man sjældent mere end en stribe tamme sekvenser, hvor Brett, der er far til fire, har sit hyr med ungerne.
Davids mareridt om den kaotiske og ansvarsfulde tilværelse som far bliver her understreget, for er han virkelig parat til at springe ud i faderskabet, og hvordan forklarer han nu lige sin puritanske kæreste, at han – i hendes øjne – er den væmmelige ”El Mastubator”, som medierne opfindsomt benævner den anonyme sæddonor.
Det kan næsten ikke være mere primitivt skruet sammen, og der er langt til den sprudlende ping-pong, som Vince Vaughn ellers er leveringsdygtig i over for komikere som Ben Stiller og Owen Wilson i for eksempel Dodgeball, The Watch og The Internship.
Delivery Man er endt som en gennemført kønsløs komedie, der som sin hovedperson trænger til et los i røven.
Kommentarer