Democrats

Tilbage i 1960’erne og 1970’erne blev Robert Mugabe hyldet som en folkehelt.

Først ledte han den guerillakrig, der skulle fortrænge de velhavende, hvide farmere fra Zimbabwe.

Siden var han i 1980 med til at sikre landet uafhængighed fra Storbritannien. Derfor blev han også betragtet som den oplagte frontfigur for en ny, demokratisk republik.

I dag er Robert Mugabe offentligt fordømt som en af de værste diktatorer på det afrikanske kontinent.

Gennem tre årtier har Mugabe fusket med valgresultater, kontrolleret pressen og sørget for, at enhver politisk dissident havner i en fængselscelle.

Samtidig har omverdenen set overraskende passivt til, formentlig fordi det sydafrikanske land hverken rummer store naturressourcer eller har den store geopolitiske betydning.

En flig af håb øjnedes imidlertid i 2008, da Mugabe blev tvunget til at indgå i en koalitionsregering med oppositionslederen Morgan Tsvangirai, der officielt havde vundet præsidentvalget.

I den danske dokumentarfilm Democrats skildrer instruktøren Camilla Nielsson den lange og drøje proces med at udarbejde landets nye forfatning.

Dramaets to hovedpersoner er Douglas Mwonzora fra oppositionspartiet Movement for Democratic Change og Paul Mangwana fra Mugabes eget parti, Zimbabwe African National Union – Patriotic Front.

Mwonzora er den intellektuelle og tålmodige advokat, der forsøger at få landets udkørte befolkning til at engagere sig i den politiske proces. ”Kampen mod den hvide mand blev kæmpet med våben. Kampen mod Mugabe skal kæmpes med pennen,” som han idealistisk ytrer til en flok tilhørere.

Mangwana er diktatorens marionetdukke, der går efter en forfatning med så vage formuleringer som mulig. Han har et tandsæt som en hest, et grin som Eddie Murphy, og han lægger ikke skjul på sin taktik.

”Jeg vil gerne blive set som en fredens mand. Også selvom jeg ikke er det. Politik handler om at foregive,” som han siger.

Man er som publikum ikke et sekund i tvivl om, hvem der er helt og skurk i Nielssons ferme, politiske drama, der deltager på den prestigiøse IDFA-dokumentarfestival i Amsterdam senere på måneden.

Den ene vil gøre alt for at vælte Mugabe og skabe et demokrati, den anden vil gøre alt for at beholde diktatoren som styrmand og bevare sin egen gunstige position i inderkredsen.

Filmen fokuserer på de to ulige mænds taktiske, beskidte og – i glimt – venskabelige kamp om at sammenfatte landets fremtid i ét dokument.

Dermed får vi samtidig et unikt førstehåndsindblik i Mugabes metoder. Som da busfulde af berusede Mugabe-tilhængere bliver eskorteret ud til valgmøder for at skabe utryghed og tæske folk med de forkerte meninger.

Da en uhyre vigtig sætning er ved at blive nedfældet i forfatningen – en sætning, der reelt vil medføre Mugabes exit – smides Mwonzora pludselig i fængsel for en opdigtet forbrydelse.

Sætningen kommer aldrig med i forfatningen.

Samtidig ser vi til pressebriefinger, hvordan angste og lamslåede journalister er bange for at stille kritiske spørgsmål til de mange optøjer og overfald på valgmøderne.

”Spørg ind til noget positivt, så skal jeg nok svare jer,” siger Mangwana aggressivt til en journalist, der ringer til hans mobiltelefon.

Processen styres med et kuriøst miks af propaganda, slimet pr og klokkeklare trusler. Det er George Orwells 1984 omsat til afrikansk virkelighed.

Nielsson har gjort et dokumentarisk scoop, fordi vi som tilskuere er med helt inde i diktaturets maskinrum. Mugabe selv medvirker ikke i filmen, men alligevel ser vi, hvordan hans jerngreb fungerer i praksis.

Nielssons tilgang er observerende, kameraet er konstant med som en flue på væggen, men der bliver aldrig stillet spørgsmål til hverken Mwonzora eller Mangwana.

De 100 minutters politisk tovtrækkeri og talking heads vil formentlig føles for langsommelige og uvedkommende for nogle.

Men der er en vis pointe i at lade filmens form understrege den ørkenvandring, som det er at få skabt en demokratisk forfatning i et land, hvor det er hverdag at være undertrykt. Vi er vidne til en marathonfødsel med adskillige komplikationer.

Resultatet af forfatningen skal ikke røbes her. Men at Mugabe stadig – i en alder af 90 år – sidder på magten, er desværre ingen hemmelighed.