Det er ikke en hvilken som helst japansk tegnefilm, der gør klar til at erobre de danske biografer.
Demon Slayer: Mugen Train er den mest indtjenende film i Japan nogensinde med svimlende 2,2 milliarder kroner. Her skal man have in mente, at den havde premiere 16. oktober 2020, hvor også japanske biografer var underlagt corona-restriktioner.
Filmen er en direkte fortsættelse af første sæson af anime-serien Demon Slayer, hvori teenageren Tanjiro under den japanske Taisho-æra i perioden 1912-1926 træner til at hævne sin familie.
Familien blev nemlig dræbt af den magtfulde dæmon Muzan.
Kun lillesøsteren Nezuko overlevede og blev forvandlet til en dæmon. Tanjiro er blevet optaget i gruppen Demon Slayer Corps, hvor han forfiner sine teknikker i bekæmpelsen af mørkets kræfter.
Filmenkan beskrives som et udvidet afsnit af serien, som vi kender det fra Klovn-filmene. Hvis man ikke er hjemme i universet, er der meget lidt hjælp at hente.
Der er ingen præsentation af de tre unge dæmonjægere Tanjiro, Zenitsu og Inosuke, som i starten af filmen hopper ombord på titlens tog.
Mange rejsende er forsvundet på toget, sågar flere Demon Slayers, i forsøget på at opklare de mystiske forsvindinger.
Derfor skal de tre assistere en af korpsets elitesoldater, Kyōjurō Rengoku, der bogstavelig talt ser ud, som om han har ild i håret og øjnene. Røde, gule og orange nuancer giver ham et vildt udseende.
Men han bliver overgået i excentricitet af den brovtende narcissist Inosuke. Han bærer konstant en maske lavet af et vildsvinehoved. Med sin muskuløse og nøgne overkrop samt en ekstrem tro på egne evner står han for de fleste af filmens sjove øjeblikke.
Hans åbenlyse begejstring for første gang at være ombord på et tog har en smittende effekt.
Trods den dystre titel er der megen humor i Demon Slayer: Mugen Train, der kommer flyvende fra start. I de første tyve minutter, hvor gutterne møder Kyōjurō, er stemningen højest.
Animationen bliver helt ekspressionistisk, så mestersværdkæmperens pompøse udmeldinger ledsages af flammer og teenagernes akavede fremtoning bliver fremstillet med overdrevne, glinsende dådyrøjne.
Animationen er den helt store oplevelse for dem, som for første gang stifter bekendtskab med universet.
Kampscenerne, der fylder næsten hele filmens sidste halvdel, byder på noget af det flotteste animation, man længe har set. Og i IMAX virker hvert eneste lille blodstænk som en kæmpe flodbølge.
En del af handlingen udspiller sig i heltenes drømme, da dæmonen Enmo, der har udset toget som sit private spisekammer, kan kontrollere søvn og drømme. Den monstrøse skabning er noget nær usårlig, så der bliver hugget, stukket og flået løs med stor bravur, uden at det er alt for skræmmende.
Men filmen indeholder også andet end blodig action. Temaer om pligtfølelse og familie er velkendte inden for anime-genren, og de bliver ligeledes udfoldet her.
Historien foregår i 1920’erne, så den til tider lidt gammeldags omgangstone giver god mening. Men tidsforankringen er samtidig en af de oplysninger, som filmen ikke selv kommer med.
Og de forskellige hierarkiske ordner hos Demon Slayer Corps og dæmonerne kan være svære at navigere rundt i, hvis man ikke kender universet.
Men for fans af anime og ophavsmanden Koyoharus Gotouges manga-tegneserie vil filmen være en glimrende appetizer til tv-seriens kommende sæson.
Kommentarer