Den norske modstandsmand Jan Baalrud flygtede heroisk og mirakuløst fra tyskerne under Anden Verdenskrig. Forfulgt af tyskerne lykkedes det ham at komme fra Nordnorge til Sverige, og den dramatiske rejse blev filmatiseret af Arne Skouen i 1957.
Ni liv lyder titlen og er især baseret på David Howarths bog We Die Alone. Det er en rekonstruktion af fakta med vægt på Baalruds enestående evne til at overleve alskens farer af både menneskelig og naturlig karakter. Højdepunktet indtræffer, da Baalrud i en fjeldhytte afskærer koldbrandsramte tæer med en fiskekniv, så koldbranden ikke spreder sig.
Det kirurgiske indgreb med blod og smerte får vi også i Den 12. mand.
Men hvor filmen fra 1950’erne er skabt i efterkrigstidens tidsånd og fremhæver den patriotiske tapperhed og udholdenhed, så fokuserer Harald Zwart på Baalruds kamp mod sårfeber og hans dybe sorg over tabet af de elleve nordmænd, som blev torteret og skudt af tyskerne.
Den nye film giver også et bredt signalement af de mange nordmænd, som satte livet på spil for at redde Baalsrud. Vor tids frihedskæmperfilm – det gælder også vor egen Flammen & Citronen – har det etiske dilemma: At sætte uskyldige menneskeliv på spil for en mere eller mindre nødvendig mission.
Og ret beset var Jan Baalsrud og hans mænds Operation Martin Red en eklatant fiasko. Bortset fra vor helt blev alle frihedskæmpere i gruppen fanget af nazisterne, da de skulle stå for en britisk landgang. De er blevet stukket af en norsk forræder. Fra den dag af bliver Baalsruds en slags moralsk sejr over tyskerne, og det gælder for enhver pris om at holde ham ude af nazisternes klør.
Kodeordene var sammenhold, offervilje og uselvisk samarbejde.
På forhånd havde jeg frygtet, at den norsk-hollandske instruktør Harald Zwart – kendt for action og ramasjang i Hamilton, One Night at McCools og The Karate Kid – ville smøre dramaet ind i voldsomme eksplosioner, heroiske håndgranater og bjæffende maskinpistoler.
Men tværtimod er fortællingen på over to timer forbløffende neddæmpet og behersket i tempo og design. Nogle gange er den faktisk så sober i realistisk redelighed, at spændingen forsvinder en smule i de ufatteligt smukke, norske snelandskaber, som han har fundet frem til sine scener.
Til gengæld gør Zwart filmens dramaturgi spændstig og episk livskraftig. Vi får først at vide, hvad der skete ved den tragiske og mislykkede landgang mod filmens slutning. Selv den norske nationalisme, der som i Max Manus kan blive for meget, er rimeligt nedtonet.
I virkeligheden synes forbilledet mest at være overlevelsesdramaet The Revenant. Det er Baalsruds og hans hjælperes ufattelige udholdenhed og engagement, som er filmens inderste energi.
Thomas Gullestad er overbevisende som Jan Baalsrud, der går i små sko, men til gengæld har et stort hjerte. Alt for Norge – præcis som Jesper Christensen lærte os det i rollen som den norske konge i Kongens valg.
Eneste hage er irske Jonathan Rhys Meyers’ manierede overspil. Han er hele tiden på kanten af den parodiske kliché af den fanatiske SS-mand, som altid fanger sin mand, bare altså ikke denne gang.
Efter sigende lærte Meyers at tale et acceptabelt tysk på kun to måneder. Til gengæld hører hans skurk med store skelende øjne, slesk tale og sadistiske træk hjemme i den mest kulørte skurkeskuffe i kommoden for skingre krigsfilm.
Men bortset fra ham og bortset fra, at den er lidt lang i skisporet, så er Den 12. mand med sin både gamle og nye fortællestil, flotte scenarier og sympatiske intentioner seværdig, ja, sågar rørende.
Kommentarer