Den anden side

Der er røre i Andedammen.

”Hold kæft, hvor er jeg træt af det her lorteshow,” siger Anders Matthesen bag rattet til sin kone.

Han befinder sig på vejene under turnéen med sit landsdækkende show ANDERS, der havde premiere i 2012.

”Du kører alt for stærkt, Anders,” siger hans kone – og manager – Cemille Rosenberg Matthesen irriteret, og så er tonen ellers lagt i dokumentaren med den rappe, dobbelttydige titel Den anden side.

I bilen småskændes de om, hvem der er skyld i dagens dårlige planlægning. Gik man og troede, at det var vildt sjov at være Anden, kan man vist godt tro om igen. Danmarks sjoveste komiker, som nu er i fyrrerne, er hårdt spændt for i sin hverdag som lige dele familiefar og arbejdshest. Til prøveoptagelserne har han en skrigende baby med i barnevognen.

”Inde i mit hoved er der kaos. Jeg har simpelthen ikke den samme selvtillid længere,” siger Anden.

Historien om den lidende kunstner er fortalt før, men aldrig på denne måde. Originaliteten består i, at instruktør Pernille Rose Grønkjær, der vandt en Bodil i 2008 for dokumentaren The Monastery, har taget sig god tid. Hun har optaget i en periode fra 2012 til 2016, og det giver et utal af underholdende hverdagssituationer fra Andens liv.

Underholdende, fordi det bare er et paradoks, at komikernes rockstjerne lever en så forudsigelig dagligdag. Endeløse arbejdsdiskussioner rundt om kontorbordet med cola zero, leg med børnene, stressfyldte nætter og en sjælden solferie i Maldiverne med sin kone, der konstant giver ham modspil.

Og muligvis tæmmer ham. 

Engang var han ”Anden på coke”, han levede det fede liv og skulle aldrig have børn. Det er sjældent, at publikum kommer så tæt på en kunstners privatliv, og filmens fokus på Andens hverdag viser den seriøse retning, Anders Matthesen har taget i komikken. Og vi får svar på, hvordan den fascinerende mand arbejder og tænker.

Den anden side er ikke en portrætfilm, der opridser Matthesens barndom, ungdom og voksenliv. Men mellem de friske optagelser får vi sporadisk arkivoptagelser fra hans karriere. Det giver filmen et ekstra lag og viser os hans kunstneriske udvikling.

Matthesen blev landskendt for sin grovkornede satire i begyndelsen af 00’erne. Der blev taget pis på samfundet, når Anden foldede sig ud med sine karakterer, der ofte var voldspsykopater, cokevrag eller hjertensgode hverdagstosser. Den fordrukne sømand Stewart Stardust blev hans alter ego.

Frem til standup-showet Anders Matthesen ... vender tilbage var hans komik båret af joke på joke på joke. Børn med chokoladeis skulle ”fucke af”, folk, der lavede deres egen spaghetti, var idioter (”det er jo vand og mel”), bagerpiger med deres endeløse salgstrick (”ellers andet”) var imbecile og ude af stand til at tænke selv.

Anden var dengang nådesløs i sin samfundsbidende satire, og folk skulle grine konstant. Men så pludselig blev rockstjernen den voksne eftertænksomme. Først med førnævnte ANDERS, der handler om identitet og hans rolle som nybagt far. Senest med Shhh fra 2016 om støj og larm i samfundet, og hvordan det påvirker ham og os. Fyldt med sjove indslag, bevares, men også belærende alvorligt.

Et meget modigt valg for en komiker. Folk, som kom for at grine uafbrudt, gik skuffede hjem. Anmelderne kastede som vanligt stjerner af sted.

Det er sandsynligt, at Anders Matthesen selv har ønsket en alvorlig film for at forstærke sit nye, seriøse image. På den måde kan den godt føles en anelse konstrueret, men det gør nu ingenting, når vi har at gøre med optagelser, der kommer så tæt på.

Og heldigvis tager filmen en lille drejning væk fra det alvorlige. Mod slutningen ser vi Anders Matthesen forsøge sig i New York langt væk fra familien, og her mærker vi fordums energi med smil, hurtige jokes og en ungdommelig trang til at imponere. Måske Anden virkelig er fanget i egen dam?