Biografanmeldelse
15. juni 2017 | 09:24

Den bedste mand

Foto | Nikola Predovic
Kærligheden mellem bokseren Jørgen (Mikkel Boe Følsgaard) og hustruen Hanne (Lene Maria Christensen) er svær at tro på, da de mere ligner mor og søn end ægtefolk.

Mikkel Boe Følsgaard er himmelråbende fejlcastet som Jørgen ”Gamle” Hansen, og filmen om den aldrende bokser, der nægter at give op, er blødeste af bløde mellemvarer.

Af Morten Piil

Der er som helhed intet mystisk ved denne folkekomedie-prægede udgave af nogle vendepunkter i bokseren Jørgen ”Gamle” Hansens liv.

Den gør for boksesporten, hvad Regner Grastens Tarok gjorde for travsporten: ikke ret meget.

Men to gåder står tilbage. Hvorfor bærer bokseren tilnavnet ”Gamle”, når han mere ligner en forvokset student end en ansigtsforslået, garvet 36-årig nævekæmper, som alle siger har set sine bedste dage i ringen?

Mikkel Boe Følsgaard er som bekendt en god, alsidig skuespiller, men selv han må melde pas over for en fejlcasting af de virkelig himmelråbende. En jysk dialekt og et sympatisk underspil er ikke nok til at skjule, at her går den forkerte mand rundt i ellers omhyggeligt genskabte Aalborg-omgivelser fra 1970’erne.

I flere af de scener, Følsgaards ”Gamle” har med sin kone Hanne, spillet af den tolv år ældre Lene Maria Christensen, ligner de mere mor og søn end ægtefolk.

Den anden gåde pirrer foralvor nysgerrigheden. Hvad lavede studentens mor i de syv timer, hun angiveligt forlod hjemmet lige inden en af hans vigtige kampe? Når filmen ikke besvarer gåden, kan det være, fordi ægteparret Hansen stadig lever, og man skulle jo nødig være indiskret.

Fru Hanne fører ellers det store ord i det overvejende harmoniske ægteskab. Hun bakker sin mand helhjertet op og forhandler hans kontrakter.

En velkommen støtte for en elite-idrætsmand, der nok har styrke i næverne, men samtidig plages af frygt for at bruge dem og selv få nogle på kassen i ringen. En opvækst med en voldelig far har sat sine sjælelige ar, forstår vi efterhånden (hvad må en hård barndom ikke lægge ryg til i den slags film?) og dertil kommer et tvangsneurotisk behov for hele tiden at vaske fødder!

Virkelighedens gemytlige, humoristiske Jørgen ”Gamle” Hansen var en af dansk boksnings mest vindende nogensinde, med 92 professionelle kampe og to indhøstede Europamesterskaber.

Men filmen følger ham mest i en ydmyg parcelhus-tilværelse plaget af økonomiske problemer, især da han fyres fra bijobbet som svejser. Han tvinges til at huse fremtidens håb i promoteren Mogens Palles stald, Ayub Kalule, spillet af Arnold Oceng, der heller ikke illuderer som elitebokser, mere som rundkindet hyggespreder. Og venskabet med Kalule ansporer så Hansen til nye triumfer.

Instruktøren Mikkel Serup har godt fat i det grimme 1970’er-tidsbillede med de brunlige farvetoner og kakkelbord i dagligstuen. Og han er leveringsdygtig i billeder af den løbetrænende Hansen i Aalborgs fotogene industrikvarterer eller som en silhuet i et øde snelandskab.

Ingen boksefilm-kliché lades ubrugt. Det er den velprøvede historie om the underdog, der sejrer på trods af megen modgang og også får bugt med dæmonerne i sit eget sind.

Men indrømmet: Vi er på jævneste danske trivial-jord, og bortset fra en ondsindet boksefan (der bliver god igen!) og en lidt hoven bankchef befolkes filmen med rare jyder og den godhjertede promoter Mogens Palle, der blot er så følelsesforskrækket og socialt kluntet, at man kunne tro det værste om ham.

Som Palle demonstrerer Søren Malling endnu engang sin top- kapacitet som scenestjæler, og hans samtale med en tv-reporter, hvor han viger uden om spørgsmål til Hansens meningitis-sygdom, er i mine øjne filmens sjove højdepunkt.

Ellers er det meste af filmen den blødeste af bløde mellemvarer – som i det hele taget for mange af det sidste års tids danske film.

Med instruktører som Susanne Bier, Lone Scherfig, Nikolaj Arcel, Per Fly, Nicolas Winding Refn, Ole Christian Madsen, Niels Arden Oplev og nu også Thomas Vinterberg, Martin Zandvliet, Anders Thomas Jensen og Tobias Lindholm beskæftiget i udlandet kan man frygte, at dansk film har fået en livsnerve skåret over, og at vi igen er på vej til at blive en i alle henseender lille filmnation.

Trailer: Den bedste mand

Kommentarer

Titel:
Den bedste mand

Land:
Danmark

År:
2017

Instruktør:
Mikkel Serup

Manuskript:
Mikkel Serup, Linn-Jeanethe Kyed, Søren Felbo

Medvirkende:
Mikkel Boe Følsgaard, Søren Malling, Lene Maria Christensen, Arnold Oceng

Spilletid:
98 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
15. juni

© Filmmagasinet Ekko