Den blinde mand der ikke gad se Titanic

Den blinde mand der ikke gad se Titanic er en på alle måder smal film.

Dels handler den om en meget lille historie – som naturligvis også er stor – og den udfolder sig som et slags kammerspil.

Vi er i ét værelse i det meste af filmen. Tilmed er billederne konsekvent beskåret, så vi kun ser stumper af virkeligheden.

Men ikke nok med det.

Hovedpersonen er i bogstavelig forstand hovedperson. Han spiller stort set kun med sit hoved og til dels med hænderne.

Kan det blive meget værre? Ja, det kan det. Hovedpersonens hoved er, i utrolig mange af scenerne, filmet bagfra.

Det lyder åndssvagt og træls, men det er det slet ikke.

Den blinde mand der ikke gad se Titanic er en af de mest intense film, man længe har set.

Man føler sig i nogle scener – og i deres evindelige gentagelser og nærmest sort-hvide monokromkvalitet, skønt de faktisk er i farver – hensat til scener fra Béla Tarrs slow cinema-klassiker Hesten fra Torino. Det er i hvert fald lidt den samme stil.

Historien er forholdsvis simpel.

En mand er ramt af meget aggressiv multipel sklerose, som også har gjort ham stort set blind. Det er derfor, alle billederne får os til at tåge rundt. Vi ser ikke præcis, hvad han ser, men vi oplever verden, som han gør.

Delvis, ødelagt, brudt ned, uskarp, uforståelig.

Jaakko sidder mest i sin lejlighed. Lyspunktet er hans ”kæreste” Sirpa, som er en slags medpatient, der lider af samme sygdom og sidder i sin egen lejlighed.

Når hun ringer, lyser Jaakko op. De taler om deres liv, om deres problemer og især om film – Jaakkos store passion, lige indtil han mistede synet.

De nørdede filmdiskussioner er ret skønne. Og de sætter naturligt filmen i et metaperspektiv. Pludselig opdager man, at der er lånte scener fra Hitchcock-film, når Jaakko som hovedpersonen i Rear Window fra 1954 sidder og overvåger naboerne, der overvåger ham, fra en altan.

Der er i hvert fald én location lånt fra Tarantinos Reservoir Dogs – et gustent nedbrudt miljø, hvor der er en form for showdown. Og da en taxa-chauffør ankommer for at hente Jaakko, joker han med, om det nu er den martrede hovedperson Travis Bickle fra Scorseses Taxi Driver fra 1976.

Dramaet i filmen er der faktisk hele tiden, for den egentlige fortælling er en ikke-lineær beskrivelse af en handicappet mands tilværelse.

Der er ydmygelserne, sladderen, familiens manglende forståelse, den ramtes manglende evne til selvomsorg og til at modtage hjælp. Der er længslen efter kærligheden og drømmene, hvor Jaakko løber igen og igen hver eneste nat.

Der er alle de tekniske ting – telefoner, der taler selv – og måden at mærke med en snart forbrændt finger på, om der er nok kaffe i koppen? Der er handicaphjælpere og tilskud til førtidspensionen og problemer med at finde ud af, om man kører hen ad et fortov – eller ud i en afgrund – når man er blind.

Og så er der et mere lineært plot. Det hele er en rejsefilm, en road movie, om end det er en Easy Rider i handicapvenlig taxa. Det er en kørestols-fortælling, hvor rejsen går mod en forening med Sirpa, som er odysseens mål.

Skuespillet i filmen er et kapitel for sig.

Petri Poikolainen, som spiller Jaakko, er selv blind, ramt af MS og sidder i kørestol. Mange spiller kun med deres stemme, fordi de enten er usynlige eller slørede. Naboerne lyder lede, når de taler om Jaakko på altanen, og han kan høre dem. De gangstere, som pludselig laver et holdup på ham, lyder hæmningsløst voldelige. Og Sirpa lyder som den smukkeste kvinde i verden.

Hun fortæller, at hun frygter, om Jaakko kan lide hendes udseende, hvis de mødes. ”Men jeg er jo blind,” griner han, inden han påpeger, at det jo stadig kan være pinligt at følges med hende i det offentlige rum.

Den slags galgenhumor er finske Teemu Nikkis film også fuld af. Anden del af filmen, hvor Jaakko tager afsted, ender som en thriller. Og den bliver faktisk temmelig spændende. Også selv om man strengt taget stadig ikke kan se, hvad der egentlig foregår.

Den blinde mand der ikke gad se Titanic er en meget stilfærdig film. Men det er sådan en film, man virkelig trænger til at se indimellem. Fordi den er autentisk og hjertevarm. Fordi det er en virkelig smuk kærlighedshistorie. Og fordi den drøfter væsentlige samfundsforhold.

Men mest af alt udforsker den selve filmmediet. Og der kommer egentlig en meget egensindig fortælling ud af at bruge kunstformen på den måde.

Så gå ind i mørket, hvis du for en time og tyve minutter vil prøve at være franarret synet. For film om blinde skal åbenbart ikke-ses i biografen.