Den, der lever stille

Leonora Christina Skov fik i 2018 et gedigent gennembrud hos kritikere og læsere med Den, der lever stille.

Den handler om at springe ud af skabet som lesbisk i en kernedansk middelklassefamilie, hvor homoseksualitet anses for en aparte sygdom.

Bogen er en coming of age-beretning og portræt af kunstneren som ung kvinde. Skabt og skadet af det småborgerlige parcelhushelvede i nordsjællandske Helsinge, hvor janteloven hersker over alt og alle.

Det ville være oplagt at filmatisere romanen lige ud ad landevejen som en regelret dannelsesfilm. Men instruktør Puk Grasten, som debuterede med true crime-dramaet 37, har valgt at gå radikalt og bemærkelsesværdigt udansk til værks.

Hun skærer ind til benet og gør bogens begyndelse til kernen.

Under et interview bliver Leonora gjort opmærksom på, at faren er på hospice med hendes døende mor. Hun har mistet al kontakt til dem, efter at de i filmens stærke åbningsscene slår hånden af hende. Chokeret tager hun til dødens forgård, der har fået hele fem stjerner, som faren evindeligt understreger. Moren gør det hurtigt klart, at datteren er uønsket.

Imidlertid opdager Leonora, at der bag hospicets velmenende venlighed og følsomme omsorg skjuler sig mørke kræfter i kælderen. Samtidig optræder en mystisk lillepige, der muligvis er forfatteren selv som barn.

Skovs bestseller er forvandlet til en blanding af en græsk tragedie og et surrealistisk mareridt.

Den lesbiske selverkendelse, det at adskille sig signifikant fra sit miljø, som er den tematiske energi i romanen, er omkalfatret til en historie om en mor. Hun kaldes fru Skov af far og datter og skulle aldrig have haft børn. Slet ikke sådan én som Leonora.

Filmatiseringen er præget af håndholdt kamera, grovkornede billeder og labile videooptagelser fra det lortebrune barndomshjem, som tilsammen er mere søvngængeragtig drøm end realistisk virkelighed.

Meget David Lynch-inspireret – Twin Peaks vises på en tv-skærm – får vi masser af slentrende antydninger, gådefulde gerninger og gedulgte formodninger.

Forsøgte moren vitterlig at dræbe datteren ved at putte hende i ovnen og drukne hende i badekarret? Har Leonora valgt barnløshed, fordi det er en arvelig forbandelse, eller fordi hun er fars pige på en betænkelig måde? Og hvilken rolle spiller ulven, der strejfer omkring på hospicet?

Scoopet er, at hospicet får besøg af selveste Gitte Hænning, som synger Giftes med farmand. Den gamle slager får faren til euforisk at svømme ind i sin egen forestilling om den perfekte familie.

Efterfølgende kommer der en tilsyneladende oprigtig kærlighedserklæring fra faren, som hver dag ringede hjem for at høre, om datteren stadig var i live. Jens Albinus gestalter ham på en både rørende og ambivalent facon. Klam til tider, kærlig til andre.

Frederikke Dahl Hansen er fremragende i rollen som forfatteren, som hun ikke umiddelbart ligner. Men stortalentet artikulerer Leonora karakteristisk med accent og ansigtstræk som fragilt trodsig og flamboyant krukket.

Marina Bouras er kæresten Annette, der til forveksling ligner den døende mor, spillet sardonisk af Sarah Boberg.

Det store spørgsmål er, hvordan bogens mere end 170.000 læsere vil reagere på, at romanens melodramatiske billede af social arv, feminisme og historisk samtidighed er valgt fra. Leonoras rolle i bogen som en oprører, der langer ud til højre og venstre, og hendes hang til kunstnerisk anerkendelse er kun et tåget bagtæppe i filmen.

Der er løse ender og overflødighed, men også fascinerende enigmatiske scener, som gør filmen insisterende interessant.

Og man må tage hatten af for Puk Grasten, som modigt og forfriskende har skabt sin helt egen, særegent gotiske fortolkning af et værk, der er på vej til at blive et nationalklenodie.