Vi kommer på besøg i feernes magiske univers i familiefilmen Den frække tandfe. Den viser, at lille Luxembourg gør sit for at markere sig på det store animationsmarked for børn og unge.
Den slags film er i høj kurs over hele verden, men desværre kan lilleputnationen ikke – på trods af produktionshjælp fra mægtige Tyskland – levere et videre imponerende resultat.
Titlens tandfe hedder Violetta.
Hun er under uddannelse som tandfe, men hendes kræfter er endnu ikke kommet til deres fulde ret. Tandfeer skal kunne fremtrylle sjovt legetøj, og Violetta kan kun fremtrylle violer.
Det bliver et stort problem til den årlige eksamen. Her får Violetta ikke den særlige ædelsten, som kan bringe feerne til og fra menneskenes verden, hvor de skal indsamle mælketænder og trylle legetøj frem.
Via list ender hun alligevel i menneskenes verden og hos Maxie.
Maxie er netop flyttet ind til byen med sin mor, dennes nye kæreste og hans to børn til byen. Den tolvårige pige kan ikke falde til og savner sit gamle hus på landet, der havde en smuk have.
I mødet med Violetta indgår de to en aftale.
Maxie skal hjælpe Violetta tilbage til feernes verden, og til gengæld skal Violetta ved hjælp af magi sørge for, at Maxie kan vende tilbage til det gamle hus på landet.
Spørgsmålet er så bare, om Violettas svigtende kræfter kan leve op til aftalen.
Det største problem med Den frække tandfe er ikke så meget historiens mangel på humor og fantasi. De mindste skal såmænd nok være ganske underholdt af de flotte billeder, der tilmed kan holde voksne fanget i de 79 minutter, som filmen varer.
Problemet er, at en faktisk god idé ender i ret ligegyldig børnetamtam, som er glemt øjeblikket efter rulleteksterne er færdige.
Den amerikanske animationsgigant Pixar har bevist, at børnefilm kan udforske hemmelige verdener, hvor folk i alle aldre trækkes ind i forskellige figurers univers. Tænk bare på Toy Story, Græsrødderne og Monsters, Inc.
Vi dykker ned i en verden, som normalt er skjult for os. I Den frække tandfe bliver vi præsenteret for et af de mest fantasirige universer, man kan tænke sig: feernes verden.
Der er alskens muligheder for at skabe et fantasifuldt og underholdende univers. Men det får vi ikke meget af.
Personerne er kedelige og vækker ikke mange følelser. Violetta er på en mærkelig måde for egoistisk og doven til at være hovedperson i en børnefilm.
Hun er stædig, manipulerende og gør alt for, at hendes omgangskreds også kommer i problemer. Ikke hvad man forventer af én, der burde være feernes svar på Jesper Fårekylling.
Filmen leverer dog i kraft af sine andre figurer gode input til at lære børn om sammenhold og give en kærlighed til miljøet. Det kan man aldrig vise for mange gange.
Samtidig er animationen dejligt levende og realistisk. Detaljerne springer frem på lærredet som solen på en skyfri himmel, og der er altid noget at beundre og fæstne sine øjne på.
Men bortset fra det visuelle er der ikke mere godt at sige om Den frække tandfe, som smelter hurtigere end en is i stærkt solskin.
Kommentarer