Den frigjorte

Dansk films store gavtyv, instruktøren Erik Clausen, har skabt femten film, som stort set alle har været publikumssucceser. Og ret mange har vundet priser og endda fået ros af kritikere.

Selvudnævnt guddommelig gøgler, dumdristig cirkusartist, habil håndværker, københavnsk proletar og manden, der som 39-årig sprang ud som selvlært filmkunstner sammen med livsvennen, kollegaen, spasmageren og maleren Leif Sylvester.

Det hele startede Cirkus Casablanca i 1981. Og så trip, trap, træsko uden filmskole og anden uddannelse bliver Erik Clausen sin helt egen instruktør.

Sågar en auteur af slagsen.

Den røde tråd – og den er vitterlig rød – igennem hele hans virksomhed foran og bag kamera er den sociale indignation og venstresnoede socialrealisme.

Men altid langt mere burlesk end bornert, altid med mere accent af det anarkistiske og poetiske end anordninger fra den regelrette partibog.

I Den frigjorte. Erik Clausen, hans film og hvordan de blev til har de to forfattende redaktører, Anders Højberg Kamp og Michael Jensen, samlet 100 menneskers stemmer plus en del døde med eftermæle til at simulere en samtale om Erik Clausens film.

De fortæller om alle de vanvittige og vrangvillige originaler – pizzamand, fulderik, hestepige, svindler og sjover samt stakkels enlig mor eller sensuel elskerinde – som udgør Clausens helt egen gobelin.

Det tegner et billede af et omskifteligt Danmark fra 1980’erne og frem til 2020’erne. Og mange af de medvirkende er filmfolk, der kender genren som deres eget klippebord. For eksempel Anders Refn, måske dansk films mest begavede og professionelle filmkunstner, som med kærlig hånd dissekerer visse af Clausens film.

Der er også Leif Sylvester, som guider læseren frem og tilbage i Clausens kunstneriske bane. Og så er der alle skuespillerne, både de folkekære Bodil Jørgensen og Anne Marie Helger og de mindst lige så gode, men mindre kendte: Katrine Jensenius og Ditte Gråbøl.

Clausen har alle dage været damernes ven, the womanizer fra Vesterbro. Men forvent ikke noget sladder eller sengesnak fra bogen.

Det er en samtalebog med et kor af mennesker, der alle kommer med skægge og stilsikre brikker til en mosaik af en senmoderne kunstner.

Erik Clausen er en af de få, som er lykkedes med at bygge bro mellem kunstfilm og folkekomedie.

Og tag endelig ikke fejl.

Han kan godt lide at fremstille sig selv som en selfmade og spiloppet mand fra arbejderklassens slum og milevidt fra akademikerens intellektuelle tilgang til filmverden.

Men stort set alle medvirkende demaskerer denne populistiske maske af genial uvidenhed. Clausen er i bund og grund et barn af den nye franske filmbølge fra 1950’erne og frem. Han har en indgående viden om Godard og Truffaut såvel som Marx og Engels.

Ambitionerne er altid til stede i hans film, som ikke bare vil fortælle en godhjertet historie om små mennesker i en alt for stor verden. De medvirkende filmfolk i bogen afslører Clausen som en detaljernes mand med en instruktørs øje for sin films artistiske virkemidler.

Han fik allerede i 2009 sin biografi, Clausen, skrevet glimrende af Kirsten Jacobsen. Som altid når det drejer sig om portrætter af nulvende kunstnere, skrive der med sordin.

Den frigjorte med sit flerstemmige kor af mennesker omkring Clausen kommer således kun i strejf til at handle om hans privatliv.

Det passer mig strålende.

Delikat illustreret med fotos fremstår Den frigjorte som den oplagte julegave til familiens filmnørd, der også godt kan lide lidt smalltalk.