Den gode spion

Der findes i autentiske spiondramaer et paradoks, som er svært at se bort fra i Den gode spion.

For selv om Washington og Moskva under Cubakrisen i 1962 sad klar med svedige hænder på atomaftrækkeren, er spændingen begrænset i filmen til den virkelige aktion, der var med til at afblæse verdens undergang.

Udfaldet er givet på forhånd: Vi er her stadig!

Men filmen giver den interessante krølle på historien, at en af sidste århundredes store spionhelte var en forretningsmand så uanselig, at han får en kontorrotte til at ligne en James Bond’sk agent provocateur.

Greville Wynne blev rekrutteret, fordi han faldt i ét med tapetet. Benedict Cumberbatch forsvinder på tilsvarende vis ind i rollen som en lille mand i en stor sags tjeneste.

Men historien begynder på den anden side af Jerntæppet.

I starten af 1960’erne skræmmer Nikita Khrusjtjovs koleriske blanding af mindreværd og magtfuldkommenhed efterretningsmanden Oleg Penkovskij. Han begiver sig ud på Moskvas gader med hemmeligstemplede dokumenter under armen og overdrager dem til den første, han hører tale engelsk.

Det er et desperat sats, men det lykkes, og vital viden om den sovjetiske atomoprustning når frem til efterretningstjenesterne MI6 og CIA. De rekrutterer Greville Wynne, hvis evne til ikke at gøre indtryk altså alligevel har gjort indtryk på den rette spionmester.

Benedict Cumberbatch er selvudslettende charmerende som småborgerlig patriot, der også forsøger at holde fred på hjemmefronten. Hans kone mistænker ham forståeligt nok for at have endnu en affære.

Grevilles østeuropæiske forretningsforbindelser sætter ham i stand til at rejse til Moskva uden at vække opsigt. Den russiske efterretningstjeneste ser ham ligefrem som et let mål for at aflure vestlig teknologi, og sætter deres bedste mand på opgaven: Oleg Penkovskij.

Han er ikke mindre patriotisk end Greville, der nok satser sit liv som kurer for militærhemmeligheder, men ikke sin families sikkerhed – eller sit lands. Den georgiske skuespiller Merab Ninidze har sans for alle nuancerne i dobbeltspillet. Han skal både vinke pænt til Khrusjtjov i Bolsjoj-teatret og holde masken, når en kollega bliver henrettet til skræk og advarsel.

Den gensidige respekt, de to udvikler for hinanden, er lig den, der forbinder Tom Hanks’ advokat med Mark Rylances spion i Spionernes bro. Den retskafne vesterlænding over for den samvittighedsfulde russer.

Også Den gode spion har forståelse for, hvis rolle er den sværeste.

Oprindelig havde filmen den ligefremme titel Ironbark, som er kodenavnet for spionoperationen. Siden blev den omdøbt til The Courier, hvor fokus er på papirnusseren som mellemled i et storpolitisk spil. Men det er Den gode spion, der bedst fanger spionagefagets moralske tvetydighed.

Engelske Dominic Cooke gjorde lang karriere som velrenommeret teaterinstruktør, inden han spillefilmdebuterede med Ian McEwan-filmatiseringen Den dag på stranden. Hans stil er lødig og prunkløs.

Fotograf Sean Bobbitt har leveret kompromisløst konfronterende billeder i Steve McQueens Hunger og 12 Years a Slave, men finder her et look uden spiongenrens gamle spændingskneb: håndholdt kamera og overvågningsæstetik.

Fokus er på personerne, der foldes ud gennem ægteskabelige skærmydsler og på vodkasjaskede byture i Moskva og London. Tom O’Connors manuskript optrapper konflikten frem til en afdæmpet og sørgmodig tredje akt, hvor Greville og Olegs stille heroisme honoreres.

Resultatet er en spionfilm, der er flot og seværdig, selv om den har en bismag af søndagsunderholdning på BBC. NOg den oversete spionhistorie, der ligger bag, føjer nye lag til forståelsen af en krise, der nær havde bragt Den Kolde Krig i kog.