Den grænseløse

Ved en reception på Bornholm for en tvungen pensionering af en politimand skyder han sit hoved til støvregn.

Kollegaen Carl Mørck skulle have været der, men sendte sin assistent Rose i stedet. Mørck er dog alligevel indirekte til stede. For årsagen til det dramatiske selvmord er selvmorderens frustration over at en syv år gammel sag, der aldrig er blevet opklaret.

En ung kvinde ved navn Alberte blev fundet påkørt og død oppe i et træ. Carl Mørck og co. tager over, og snart fører sagen til en koloni af rettroende soldyrkere på øen.

Sælsomme ting og sager sker, mens Mørck kommer på sporet af sin fortabte søn.

Sådan er optakten til Den grænseløse, filmatiseringen af sjette bind i Jussi Adler-Olsens krimiserie om Afdeling Q, kældermenneskerne på Politigården, der tager sig af uopklarede sager.

Det er den mest spændende og stakåndede filmatisering hidtil. Det går over stok og sten med smæk for skillingen og aldrig et kedeligt øjeblik.

Filmen forholder sig solidarisk grundlæggende til det litterære forlæg, hvor alt kører sammen til en bogstavelig cliffhanger-slutning. Faktisk er filmen bedre end bogen, som er lang i spyttet og delvis omstændelig.

Den dygtige manuskriptforfatter Jakob Weis har i den grad slanket tekstens luntetrav med dvælende detaljer. Han har også moderniseret personer og miljøer.

Carl Mørck er i Ulrich Thomsens skikkelse ikke længere en mut mørkemand fra Vendsyssel, men en cool kat og tough efterforsker. Langt mere den rappe privatdetektiv end rustikke panserbasse.

Han bor ikke i et parcelhus i Allerød, men med sin forlovede i en trendy lejlighed i det mondæne København.

Sofie Torps Rose er blevet lillesøster til Lisbeth Salander med cirkelspark og bøs far. Hårdkogt skærer hun et dumt svin til en styrtblødende galt.

Man har befriende fjernet følgesvenden Assads arabiske accent og dumsmarte kamelvitser. Men Afshin Firouzi løber mest rundt med skyderen i udstrakt arm.

Allerbedst og scenestjælende er skurkagtige Hedda Stiernstedt, som med sit runde Björk-lignende måneansigt og et smil, som er bedårende og kan dræbe, er alle forbrydelserne værd. Hendes mediterende medskurk, Joachim Fjelstrup, er en sinister tordenknepper.

Og Helle Fagralid er såre smuk og klog som Mørcks sorgarbejdende kæreste fra fortiden, der stadigvæk slår gnister i nutiden.

Instruktøren Ole Christian Madsen er en handlingens mand og et heftigt øjemenneske, som gerne ofrer sandsynlighed og logistik for betagende scener, hidsig action og dirrende billeder.

Hans faste fotograf Jørgen Johansson får Bornholm til at leve op til sit navn som solskinsøen. I det hele taget er filmen gnistrende lækker, også når den skal være småsadistisk og splattet.

Trods ramasjang og raffinementer er der dog huller i handlingen. Og man kan altså stadigvæk ikke bruge et brilleglas og solstråler til at sætte ild i noget som helst, selv om det gøres i William Goldings klassiker Fluernes herre.

Men fart og tempo udligner de poetiske friheder og det, at der ikke bliver lagt låg på alle plottets gryder i finalen.

Den grænseløse har beholdt forfatterskabets bizarre, blodige dødsmåder og groteske vold. Til gengæld har man fjernet forfatterens folkloristiske tone og folkekomiske lavkagehumor, hygge og hjemmebag.

Og så har man tilsat saftige sexscener og sågar toner af James Bonds mondæne univers, hvor sektens solcenter kunne være skabt af Dr. No.

Måske vil ikke alle læsere, som hygger sig med Jussis bastante uhygge, bryde sig om filmens miljømæssige opgradering – fra forstadens småborgerlige kollektiv med Ikea-reoler til luksuslejligheden med silkelagner og vue over storbyen.

Men underholdende er Den grænseløse hele vejen igennem.