Den hundredårige

”Livet er som en æske fyldt chokolade. Man ved aldrig, hvad man får!”

Det kanoniserede Forrest Gump-citat kunne næsten have været ytret af hovedpersonen i Den hundredårige, Allan Karlsson.

Det er det dog ikke. I stedet siger han: ”Det er, som det er, og bli’r, som det bli’r.” Det sagde hans mor til ham på dødslejet, og det følger den blonde svensker i sit mildt sagt fantastiske liv.

Både Allan Karlsson og Forrest Gump er personer, der griber de bolde, tilfældighedernes spil kaster efter dem.

”Salige er de enfoldige, thi de skal arve jorden,” fristes man til at citere fra Biblen, for sikken effekt disse to simple mænd har, når de møder verdenshistorisk betydningsfulde mennesker og påvirker historiens gang.

I Den hundredårige er komikken i højsædet.

Allan Karlsson kravler på sin hundredårs fødselsdag ud ad vinduet på sit plejehjem, ikke som en særligt bevidst handling, men simpelthen fordi han fristes til at kigge nærmere på det fyrværkeri, en dreng fyrer af på en nærliggende kirkegård. Og så følger den ene tilfældighed den anden.

Allan Karlsson har alle dage været besat af krudt og eksplosioner. Det har styret hans liv, fra han som barn ved et uheld futtede byens storgrossist af og derfor blev anbragt på et sindssygehospital.

Senere sprænger han broer itu under den spanske borgerkrig og bliver siden tilknyttet Manhattan-projektet (i første omgang fordi han tror, det har noget at gøre med drinken Manhattan, som han virkelig synes kan forbedres). Der er han med til at udvikle den første atombombe, hvilket præsident Harry S. Truman er ham dybt taknemmelig for (japanerne knap så meget).

Så bliver han shanghajet af russerne, hvor eddikesure Stalin falder pladask for svenskeren, især da Karlsson roser ham for hans maskuline fuldemandsdans. Men så finder diktatoren ud af, at svenskeren har reddet en anden diktators liv – nemlig Spaniens General Franco – og fluks ryger Karlsson i gulag. Hvor han møder Albert Einsteins halvretarderede bror Herbert.

Det er en ekstremt uhøjtidelig jongleren med verdenshistorien, og det er befriende morsomt – men næsten lidt for meget.

For ud over flashbackene til fortiden skal man også forholde sig til Allan Karlssons nutid, hvor han kommer til at tage en fremmeds kuffert med sig til den svenske udørk. Den indeholder 50 millioner svenske kroner, og snart forfølges Karlsson af rockere.

Heldigvis møder han godmodige, hjælpsomme folk på sin færd. Og en elefant, der, når den sætter sig på en rockers hoved, slår vedkommende ihjel.

Hovedrollen Allan Gustafsson (flere gange udnævnt til Sveriges sjoveste mand) og flere af birolleskuespillerne er komikere ligesom instruktøren selv. Så det er ikke så sært, at vægten er på latteren.

Filmen er baseret på forfatteren Jonas Jonassons succesbog, Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt. Man fornemmer, at bogen byder på et grundigere indblik i verdenshistorien, og manuskriptforfatteren kunne med fordel have skruet op for den grovkornede satire. På intet tidspunkt reflekterer Allan Karlsson over, hvad han har oplevet og oplever, og han bliver småsur (og tørstig), hvis folk kræver det af ham.

Det går altså – tro mod vor danske fordomme om søsterfolket – lidt for meget op i druk. Men sjovt er det.