Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt i den populære film med samme titel fra 2013, er blevet et år ældre.
Fødselsdagen fejres på Bali, hvor Allan Karlsson (Robert Gustafsson) med vennerne Julius (Iwar Wiklander) og Benny (David Wiberg) er endt efter at have scoret 50 millioner kroner i den første film. Men ak, pengene har de gamle mænd ødslet op, og nu bliver de nødt til at stikke af fra regningen.
Vennerne når dog lige at smage på en gammel rød sodavand, Folkevand, som Allan finder frem fra gemmerne. Sodavanden, som Allan hjalp russerne med at producere under Den Kolde Krig i et forsøg på at udkonkurrere amerikanske Coca Cola, smager så usandsynligt godt, at Julius øjner muligheden for igen at komme til penge.
Hvis bare Allan, den gamle gubbe, altså lige kan huske, hvor han gemte opskriften …
Den hundredetårige der stak af fra regningen og forsvandt er bygget over samme læst som etteren, der i lighed med Forrest Gump fører sin hovedperson gennem verdenshistorien via tilfældighedernes spil.
Her møder Allan både Ruslands generalsekretær Bresjnev og USA’s præsident Nixon, mens han involveres i kontraspionage og deslige.
Samtidig følges sporet i nutiden, hvor jagten på opskriften fører gutterne til både Moskva og Berlin, mens det svenske politi alarmeres af CIA, der har opsnappet beskeden om den konkurrencetruende sodavand.
Det lyder langt ude, og det er det også.
Selv om tilfældighederne råder, mangler der en overordnet logik i plottet, som kan retfærdiggøre de mange svinkeærinder. Det smukke ved Forrest Gump var netop, at de mange tilfældigheder lydefrit blev vævet sammen til en større fortælling og morale.
I Den hundredetårige der stak af fra regningen og forsvandt virker grebet mere som en undskyldning for, at alt tilsyneladende kan ske. Der er ingen morale eller tænksomme bemærkninger, hvilket får det hele til at synes en smule meningsløst.
Det er dog sjovt, når højteknologiske CIA kommer på besøg hos det lavpraktiske svenske politi, hvor wifi-netværket POLISEN ikke fungerer.
De to skarptskårne agenter får på gebrokkent engelsk forklaret, at det meget bedre kan betale sig at logge på nabo-pizzeriaets netværk, da de har meget bedre forbindelse. Bedre går det ikke, da en alarm går, og en sikkerhedsvagt på regelret svensk, bureaukratisk manér insisterer på at se legitimation, hvis ikke han skal ringe til det selvsamme politi og melde det.
Men for det meste emmer komedien af plat onkelhumor.
Det er for eksempel ikke sjovt, når de verdenshistoriske SALT-forhandlinger vikles ind i plottet som en forhandling om sodavanden i stedet for den egentlig strategiske nedrustningsaftale, og replikken lyder: ”Hvad skal vi kalde forhandlingerne? SØDT er for åbenlyst.”
Eller når den lille abe, der er Allans tro følgesvend gennem filmen, hedder Tage Erlander, så de gamle tosser kan råbe: ”Erlaaander,” der også er navnet på en tidligere, socialdemokratisk statsminister i Sverige.
Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt blev en af svensk films største successer, og det er derfor ikke underligt, at instruktørerne Felix og Måns Herngren ønsker at fortsætte den gamle mands eventyr. Filmen blev solgt til over 40 lande og indtjente på verdensplan over 342 millioner svenske kroner, hvilket er rekord for en svensk film.
Og hvis man har de positive briller på, kan man da også godt more sig over den stædige knark i fortsættelsen.
Problemet er, at komedien på trods af en spilletid på 108 minutter føles ufatteligt lang. Der er ikke nok drive i fortællingen til at holde én fanget, og det hele er så ufarligt og nysseligt, at det kan være svært at holde øjnene åbne filmen igennem.
Da man endelig når til Allans 102-års fødselsdag, tænker man, at nu har han da vist også levet lang tid nok.
Kommentarer