Havfruen Ariel er den yngste af Kong Tritons syv døtre og prinsesse af havet. Hendes store interesse er at gennemsøge forliste skibe for alt menneskeskabt.
Da hun forelsker sig i et menneske, beder hun havheksen Ursula om hjælp til at komme op på landjorden. Havheksen har imidlertid sine egne planer med Ariel.
De fleste kender nok historien – baseret på H.C. Andersens eventyr – for Den lille havfrue er et ikonisk værk. Filmen genskabte i 1989 troen på den animation i længere format, der i store træk havde kæmpet kreativt siden Walt Disneys død i 1966.
Indflydelsen kan næsten ikke overvurderes, men originalen lider under, at stort alle de gode sange, mindeværdige animationssekvenser og bedste historiefortælling sker i filmens første halvdel.
Ariel er nemlig en hovedperson med et klart mål: at leve på land. Undervejs skifter det mål ikke, og Ariel gennemgår ingen følelsesmæssig udvikling. Så da hun giver sin stemme til havheksen i bytte for to ben og ikke kan udtrykke sine ønsker, kommer hun til at føles vag.
Kong Triton er i virkeligheden den figur, der skal udvikle sig mest, hvis Ariel skal have sin drøm opfyldt. Det efterlader havheksen som en skurk, der er elsket for en glimrende sang og flot design, men uden den store tyngde.
Akkurat som i originalen er live action-udgavens første del den mest vellykkede. Sange som Leve som dem og Små ulykkelige pus vækkes til live næsten én til én fra forgængeren.
Den nye films computergenererede billeder ligner en million. Baggrunde, havfolk, planter og dyr har fået en smuk overhaling, og det CGI-tunge look giver et kunstigt indtryk, som faktisk bidrager til følelsen af at være med på et eventyr i dybet.
Ariels ven, fisken Tumle (Jacob Tremblay), har desværre mistet charmen i processen, mens krabben Sebastian takket være Daveed Diggs’ ekspressive stemmearbejde har overlevet transformationen bedre.
Den største ændring er en vidunderlig ny udgave af Havet er skønt som farve- og bevægelsesmættet havballet. Rokker, vandmænd og søanemoner folder sig ud i en koreografi, der ifølge instruktør Rob Marshall (Chicago) er den mest komplekse dansesekvens, han nogensinde har instrueret.
Halle Bailey besidder som Ariel den ungdommelige blanding af fandenivoldskhed og naivitet, der gjorde hendes animerede søster så relaterbar. Hendes udgave af Leve som dem er noget mere grandios end Jodi Bensons legende version, men sangen bevarer sin længselsfulde sødme.
Et sted får man endda udnyttet Baileys imponerende register og går en oktav op, mens bølgerne sprøjter omkring hende og sender kuldegysninger ned ad rygsøjlen.
Alan Menken og Howard Ashmans musik suppleres af nye numre fra filmens producer, Lin-Manuel Miranda (Hamilton). Hans tilføjelser passer kun nogenlunde ind og savner det mix af gentagelsens kraft og nostalgisk magi, der gør originalsangene så kraftfulde.
Spilletiden er næsten en time længere end forgængerens, og tiden er især blevet brugt på at udbygge Ariels store kærlighed, Prins Erik, og deres romance. Det resulterer i nogle fine scener, der dog ikke bidrager væsentligt til hovedhistorien.
I stedet burde man have brugt krudtet på Ursula. I Melissa McCarthys skikkelse er havheksen en klassisk Disney-skurk, hvis motiver virker tyndere end nogensinde, når alt andet har fået en livagtig overhaling. Her er hun søster til Kong Triton, som spilles af Javier Bardem.
Med så gode skuespillere er det en skam ikke at udforske rivaliseringen mellem de to søskende mere.
I sidste ende kommer Ursula til at fylde rigtig meget, men stadig mangle indflydelse. Ariel har til gengæld fået mere hen mod slutningen, hvilket klæder hendes karakter.
Med enkelte undtagelser er alle de bedste øjeblikke i Den lille havfrue altså taget direkte fra originalen. Og de få nybrud fokuserer for meget på livet på land, så man aldrig mærker dybden i eventyret til havs.
Kommentarer