Biografanmeldelse
23. juni 2016 | 07:20

Den lille pige og profeten

Foto | Participant Media
I Den lille pige og profeten møder pigen Almitra den kloge og profetiske Mustafa.

Symboltung lommefilosofi skæmmer ellers befriende spraglet animationsfilm af instruktøren bag Løvernes konge.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Det virker, som om Den lille pige og profeten vil rumme alle livets store spørgsmål og sandheder om mennesket.

I starten lytter man til hovedpersonen Mustafas belærende taler og tænker over hans livskloge råd. Han er jo titlens profet og filmens omdrejningspunkt.

Men efterhånden som Mustafas moraler hober sig op, går der inflation i visdommen og tomgang i fortællingen. Det er en skam, for visuelt ekstravagante mellemspil i form af små sange og stemningsfulde tableauer er veludført og godt tænkt.

Den lille pige og profeten er baseret på den libanesiske forfatter Kahlil Gibrans populære bog Profeten.

Den unge pige Almitra bor alene med sin mor Kamila (Sofie Gråbøl) i et fiktivt mellemøstligt land. Siden farens død to år forinden har Almitra ikke sagt ét eneste ord og går ofte rundt i sine egne tanker.

Kamila arbejder som husholderske hos kunstneren Mustafa (Lars Mikkelsen), der sidder i husarrest i sit hjem på syvende år, fordi landets siddende styre ikke tolererer hans belærende poesi og profetiske påvirkning af mennesker.

Allerede her minder Mustafa meget om en religiøs frelser a la Jesus og det onde styre om romerne, der ikke tør lade ham gå frit rundt. Og igennem hele filmen er de religiøse paralleller et ekstra lag i fortællingen.

Almitra og Mustafa knytter hurtigt et særligt bånd, da hun en dag er med sin mor på arbejde og møder ham, og Mustafa bliver en slags åndelig faderfigur for Almitra. Men da styret pludselig beslutter at løslade Mustafa, får hans popularitet blandt folket afgørende konsekvenser for både ham selv, Kamilla og Almitra.

Hvis selve handlingen er simpel, folder filmens tematik og morale sig til gengæld bredt ud. I mange af Mustafas replikker ligger der en dybere pointe, der altid er pakket ind i sammenligning eller et symbol.

”Vi skal ikke frygte døden, for døden og livet er ét, ligesom floden og havet er ét,” lyder for eksempel en af hans talrige læresætninger.

Der er velmenende og rammer måske plet for et yngre publikum, men meget hurtigt bliver det nærmest komisk og hult. Det er, som om manuskriptet er stykket sammen af vise ord fra Gajol-æsker og kinesiske lykkekager.

Visuelt og i sin tone er store dele af Den lille pige og profeten en solid og klassisk tegnefilm, som man kender den fra Disneys 90’er-film. Og sjovt nok er filmens instruktør Roger Allers også manden bag Disney-hovedværket Løvernes konge.

Til gengæld leger Allers mere med udtrykket i filmens små mellemspil, der varierer i stil og tone.

Nogle af dem minder om van Goghs impressionistiske penselstrøg, mens andre låner fra den græske mytologis heltetegninger og ligner noget fra Herkules. Og så er der endda som sagt spædet op med små sange, der understreger Mustafas pointer.

Det gør Den lille pige og profeten mindre pæn og poleret end de gængse animationsfilm.

De danske stemmer er også virkelig velfungerende og troværdige. Lars Mikkelsen er perfekt som Mustafa med sin dybe og autoritære røst med masser af stamina og erfaring. Også Mikkel Boe Følsgaard som den unge soldat Halim, der vogter over Mustafa, passer godt til sin karakter.

Filmen vil formentlig glæde det yngre publikum med sin afrundede fortælling og klare morale. Voksne vil desværre hurtigt begynde at kede sig. Den tager nok undervejs afsæt til at behandle større spørgsmål om politisk censur og kunstens frigørende rolle i samfundet, men det bliver aldrig rigtigt udfoldet.

Trailer: Den lille pige og profeten

Kommentarer

Titel:
Den lille pige og profeten

Originaltiel:
The Prophet

Land:
USA 

År:
2014

Instruktør:
Roger Allers

Manuskript:
Roger Allers

Medvirkende:
Lars Mikkelsen, Sofie Gråbøl, Mikkel Boe Følsgaard

Spilletid:
84 minutter

Aldersgrænse:

Tilladt for børn over 7 år 

Premiere:
23. juni

© Filmmagasinet Ekko