Den lille prins

”En umulig opgave,” tænkte jeg, da jeg læste om filmatiseringen af Den lille prins, den berømte filosofiske børnebog for voksne fra 1943.

Hvordan kan man formidle denne fabel om en dreng og hans eksistentielt nysgerrige rejse fra planet til planet? En rejse, hvor erkendelserne er det vigtige, ikke den ydre action.

Men Kung Fu Panda-instruktøren Mark Osborne har løst den bundne opgave til ug med kryds og slange – eller et 12-tal, hvis vi skal bruge den nye karakterskala, og det skal vi, for Osborne har på original vis pakket fortællingen ind i en ny, nærværende og moderne animationshistorie om en lille pige fra nutiden, der gerne vil gøre sin stræbermor glad, og hendes møde med den nu ældgamle pilot fra Den lille prins.

Mit eget første møde med Den lille prins fandt sted i 1.g, da jeg hørte nogen tale om bogen, om dens poesi og humanistiske tankesæt.

Jeg læste den og blev betaget af den bevidst naive fortælling om piloten, identisk med forfatteren Antoine de Saint- Exupéry (1900-1944), der forulykker i Sahara og møder en dreng, som kommer fra asteroiden B-612, der ikke er større end et hus. Han er den lille prins, og han savner sin rose på asteroiden. Nu prøver han at finde venner, der kan hjælpe ham med at redde rosen, som han frygter vil blive spist af baobabtræer.

Men menneskets voksne verden er sær. Det er svært at finde hjælp. Den lille prins fortæller piloten om sine møder med blandt andre den magtsyge konge, den begærlige forretningsmand, som ejer stjernerne, og geografen, der ved, hvor alle have, floder, byer, bjerge og ørkener ligger, men som aldrig selv har rejst ud for at opleve dem.

Bogen rummer også mødet med ræven, der ikke kan lege med den lille prins, fordi den ikke er gjort tam.

”Hvad betyder gøre tam?” spørger den lille prins ræven.

Ræven svarer: ”Noget man i al for høj grad har glemt. Det betyder at knytte bånd.”

Sådanne bemærkninger har været med til at gøre værket til en klassiker. Den er som sagt en slags børnebog for voksne. En klassisk konfirmationsgave, en lille guide til menneskelivet. ”Det er kun med hjertet, man kan se klart,” og ”Det væsentlige er usynligt for øjet” lyder to andre sætninger, som jeg har hørt citeret i taler ved netop konfirmationer, til bryllupper, sågar i forbindelse med en begravelse, for bogen beskæftiger sig med hele menneskelivet, også med døden.

Fra 2010 og i årene frem er der i Frankrig blevet fabrikeret en hæderlig animationsserie til tv, bygget på Den lille prins og dens karakterer. Jeg har set et par afsnit og fandt, at den ret godt gjorde historien relevant for mindre børn. Men atmosfæren i de fine originaltegninger, skabt af forfatteren Saint-Exupéry selv, har serien ikke fanget, og de tegningerer en vigtig del af bogen. Ja, jeg vil hævde, at tegningerne holder bedre end den moralske tone, som trættede mig lidt ved en senere læsning.

Skal jeg finde små livskloge citater, vil jeg hellere søge dem i Peter Plys end i Den lille prins. Jeg nærer en stor kærlighed til det såkaldt banale, men et udtryk som ”at se med hjertet”, der er centralt i historien, er en smule for luftigt til min smag. Men jeg er også blevet gammel og er sikkert at sammenligne med alle bogens voksne stivstikkere.

Alligevel er det en glæde at se filmen, for Mark Osborne og hans hold har formået at føre den unikke streg fra bogens tegninger over på det store lærred. Metoden er enkel, men formentlig sindssygt krævende. De har valgt at bruge stop-motion til den del af historien, hvor den gamle pilot beretter om begivenhederne i ørkenen og i verdensrummet for en menneskealder siden.

Havde Osborne benyttet den teknik hele vejen og holdt sig alene til Saint-Exupérys fortælling, kunne han have skabt en smuk og sødmefuld lille film, der nok havde haft et begrænset publikum.

Men ved at kombinere fablen med den computeranimerede historie om pigen, der flytter ind i et nyt og fuldautomatiseret hus og får kontakt med den nu ældgamle pilot, der har sit fly stående i sin viltre baghave og drømmer om at komme på vingerne én sidste gang, lykkes det at gøre Den lille prins til et filmværk i sin egen ret.

Pigen må selvfølgelig ikke have kontakt med den mærkelige nabo for sin mor, der mener, at pigen skal bruge al sin tid på at dygtiggøre sig inden for matematik og anden naturvidenskab. Men piloten, der har tegnet tegningerne fra sit møde i ørkenen, lærer pigen nogle nye sider af livet – og det er alt det med at se med hjertet og så videre. Til sidst bruger hun sin nye viden aktivt i et forsøg på at redde den gamle mand.

Bogen og dermed også filmen er uretfærdigt hård over for matematik og eksakt viden. Det slugte jeg bedre, da jeg var helt ung og umulig til matematik. Men selvfølgelig er naturvidenskaben intet uden poesien (og for den sags skyld omvendt). De to tilgange til livet og verden komplementerer hinanden, og det er måske også det, Den lille prins prøver at formidle: at skabe balance i tilværelsen.

I filmens verden eksisterer Den lille prins ikke som et alment kendt værk. Den findes kun som gulnet kladde hos piloten. Pigen er den første, der får historien fortalt, og hendes oplevelse af at høre noget nyt, forplanter sig til i hvert fald denne tilskuer, som for første gang siden sin spæde ungdom så Den lille prins med – ja, nu siger jeg det – hjertet.