Den lille vampyr

Halloween er over os, så der skal da også være noget gys i biografen for de mellemstore børn.

Det må være på grund af forestående grumme højtid, at Den lille vampyr ikke fik biografpremiere op til efterårsferien – eller er det, fordi produktionsselskabet godt selv er klar over, at det er en fladtandet omgang?

Som så mange andre børn læste jeg også de populære bøger om Den lille vampyr af tyske Angela Sommer-Bodenburg. Der var masser af humor i bogserien, der udsprang af venskabet mellem en vampyrdreng og en menneskedreng. Og så var der også lidt uhygge.

Men jeg kan ikke genkende noget i denne computeranimerede udgave.

Det er egentlig ironisk, for samtidig virker den indforståede film, som om den satser fuldt ud på, at dens publikum er virkelig godt bekendt med forlægget.

For der er mange vampyr-relaterede spørgsmål, der trænger sig på.

Hvorfor fejrer Rudolf sin trettenårs fødselsdag for gud ved hvilken gang? Er han født som vampyr, eller forvandlede han sig til vampyr som barn? Og hvis det sidste er tilfældet, hvorfor i alverden vil voksne vampyrer så ændre et barn, der er teenage-trodsig?

Hvorfor vil hans far, vampyrklanens overhoved, ikke have, at de drikker menneskeblod længere? Hvad lever de egentlig så af? Hvad gør en vampyrko andet end at flyve rundt og have spidse tænder? Skal den ikke også have blod på en eller anden måde?

En fortælling skal ikke forklares til døde, slet ikke når der er så meget fantasi involveret, men der er virkelig megen væsentlig information, der mangler.

Venskabet mellem Rudolf og drengen Anton er – som så meget andet i filmen – utroværdigt. Rudolf taler hånende om dødelige og de mange fordomme, mennesker har om vampyrer, men han aner selv intet om mennesker, så hans kritik klinger hult.

Selv om Anton gang på gang bliver truet af Rudolf, så vælger han stadig at hjælpe den blodsugende teenager.

Anton og hans forældre kører rundt på ferie i Tyskland med campingvogn. Men da den vampyrbesatte Anton forstyrrer faren under kørslen, ender bil og vogn i en grøft. Så familien bosætter sig på et slot med bed and breakfast.

På slottet er der hvidløg over det hele og spejle på alle døre, men når Anton spørger det ældre værtspar, om de er frygter vampyrer, benægter de, at den slags overhovedet findes. Ægteparret taler i øvrigt det sløjeste plattysk længe hørt. Intentionen er klart, at de skal være sjove, men der er ikke meget engagement i deres stemmer.

Dramaet spidses til, da værtsparret ser Anton flyve rundt om natten med Rudolf, da de er blevet venner. De platte tyskere tænker, at Anton må være vampyr, selv om de har set utallige indikationer på, at han ikke er det.

Den tyske instruktør Richard Claus var også producer på en engelsk live-action udgave af bogen i år 2000. Ud fra anmeldelserne var den også en slatten omgang. Det er ærligt talt lidt sølle, at manden ikke kan slippe idéen om at filmatisere Den lille vampyr, når nu han ikke kan rette op på sine tidligere fejl.

Rent udseendemæssigt er der dog ikke så meget at pege fingre ad. Og der skal danske Karsten Kiilerich sikkert roses, for han er instruktør på filmen og har tidligere lavet den flotte Hjælp! Jeg er en fisk.

Det er nydelig computeranimation, uden at det dog er noget, man husker længe efter, at man har forladt biografens bløde sæder.

Det bedste ved Den lille vampyr er den storladne symfoniske lydside. Det lyder som noget til en Harry Potter-film, og det er faktisk også meget passende til historien, der foregår på slotte og katakomber i Tyskland og Transsylvanien.