Den magiske månerejse

At anmelde Den magiske månerejse føles som at afgive Salomons dom: Barnet skal skæres midt over.

På den ene side er filmen et visuelt pragteventyr af moderne kunst og fantasi og kosmisk fantastiske landskaber. På den anden side er karaktererne flade som en pandekage, ligesom dialogen og de danske stemmer er kedelige.

Fortællestrukturen kan med andre på ingen måde følge trop med det visuelle design.

Første gang verden hørte om lille Peters rejse til Månen, var i 1915, da eventyret udkom som en børnebog i Tyskland. Det blev forfatter Gerdt von Bassewitzs eneste litterære hit og en klassiker for tysk folklore og eventyr.

Siden da har der været et par tyske tv-adaptioner og filmatiseringer, og nu har iransk-tyske Ali Samadi Ahadi, der også står bag en række Peddersen & Findus-film, skabt en ny version af eventyret.

Historien handler om drengen Peter, der træt af sin lillesøster. Anne er som enhver irriterende lillesøster, og han ville ønske, at han kunne sende hende afsted til Månen for at få lidt fred.

Men Peter må snart selv sætte kursen mod Månen, da Anne bliver kidnappet af den ondskabsfulde Månemand!

Han vil gerne vise, at han er den gode storebror. Men det er en farefuld rejse for en ung dreng. Heldigvis møder han på vejen til Månen Ole Lukøje og den talende bille Hr. Zumzemann, som gerne vil hjælpe ham med missionen.

For ikke bare har Månemanden kidnappet Anne. Han truer også hele universet med et yderst farligt våben.

Det er al ære værd, at Ali Samadi Ahadi med sin nyfortolkning giver bogen en moderne platform. Men det lykkes desværre ikke at få dialogen til at udfolde sig ordentligt. Og vi taler ikke kun om et par tåkrummende sætninger, men om samtlige scener fra starten, hvor de to søskende skændes i soveværelset, til slutningen.

Og de danske stemmer formår ikke at sige replikkerne med nogen form for indlevelse.

En af de mere sjove scener viser, hvordan Peter og Anne får hævn over en mobber. Scenen er ganske morsomt udført med hjælp af lyn fra himlen, men det er kun det visuelle, der fænger.

Replikkerne lyder forceret og falder til jorden.

Selv om filmen udefra kan virke som en rolig børnefilm, er der dog fart over feltet. Ens blik bliver trukket rundt på lærredet som kuglen i en pinball-maskine. Der er altid noget at kigge på, og der er kælet for enhver detalje.

Det endeløse rum kommer helt tæt på, når Peter farer op mod Månen på en kæmpe, brusende vandbølge eller suser rundt på galaktiske overflader.

Det er sjov og ballade, men filmen finder også tid til mere alvorsfulde stunder. Som når Peter forsøger at trøste den smukke, men inkompetente Månefe, hvis følelse af magtesløshed står malet i hendes udtryksfulde øjne.

Budskabet om at give sig selv lov til at være barn og mærke eventyrets sus fejler derimod ikke noget. Og for både voksne og deres afkom vil det være en ren fryd at flyve gennem mælkevejen og blive bombarderet af farvestrålende elementer i universet.